- Når I dør, skal I lave ti sprællemænd, og så må I komme tilbage igen, siger Flicka Grum, der går i 7. klasse på Kildebjergskolen i Mørkøv.
Hun er nemlig i fuld gang med at undervise elever fra 3. klasse i idræt.
7. og 8. klasses eleverne på Kildebjergskolen kan nemlig vælge et fag, som man ikke finder på mange andre folkeskoler.
Jeg tror, jeg ville kunne bruge det med at være juniortræner til noget nyttigt
Det hedder juniortræning. Så selvom det er 7. og 8. klasseseleverne, der står for undervisningen, er det også meningen, de selv skal lære noget.
- Det går ud på, at vi forhåbentlig kan vække interessen for lokalforeninger hos nogle af de unge, så de i sidste ende kommer derud og laver noget friviligt arbejde, siger Jakob Rang Knudsen, der er lærer på skolen.
Ved at de store elever står for undervisningen, får de erfaring med trænerdisciplinen. Valgfaget startede i oktober og er allerede et hit blandt eleverne.
- Jeg synes, det lød sjovt, at man kunne være sammen med børnene. Så er jeg også hjælpetræner i en svømmeklub. Så jeg tror, jeg ville kunne bruge det med at være juniortræner til noget nyttigt, siger Flicka Grum.
- Det er ret sjovt med de små, og så kan vi godt lide at lære fra os, siger Olivia Bjerre Kusk fra 7. klasse, hvortil hendes klassekammerat Mie Manike Sørensen tilføjer:
- Jeg elsker sport, og det har meget med sport at gøre, og så lærer man noget nyt.
Skal skabe rollemodeller
Faget er en del af det frihedsforsøg, Holbæk Kommune er udvalgt til. Det betyder, at skolerne frit kan finde på fag og tiltag, og samtidig behøver de ikke rette sig efter nationale regler.
Som en del af faget skal eleverne i praktik i skolens SFO og i en forening. Og det virker til, at det nye valgfag har fået en god start.
- Jeg synes, det går rigtig godt indtil videre, og jeg har fået positive tilbagemeldinger både fra elever og SFO personale og SFO børn, siger Jakob Rang Knudsen.
Skoleleder Mette Arnth Vadsager tror på, at faget kan lære eleverne noget de både kan bruge indenfor og udenfor skolegården.
Men også lokalmiljøet skal forhåbentlig mærke effekten af det nye valgfag.
- Vi håber, vi får skabt en særlig del for eksempel til at være rollemodel. Det er rigtig vigtigt i forhold til de børn, de nu engang er sammen med. Og så tænker vi, at når de indgår i den her trænerrolle, så gør det dem meget mere kompetente i eget liv bagefter, siger Mette Arnth Vadsager og tilføjer:
- Forhåbentlig kan den her trænerdimension give dem en mulighed for at få øje på nogle af de ting, som er i vores lokalmiljø. Det er jo også en del af faget, at de skal i praktik i en af de lokale foreninger.
Kildebjergskolen har indtil videre søgt om dispensation for valgetfaget de næste tre år. Og både skolen og eleverne håber, at det kan blive et permanent fag på skoleskemaet.
- Det er helt klart et af de bedste fag, siger Olivia Bjerre Kusk.