Når der varsles om forhøjet vandstand, er det ikke sjovt at bo på Tokkerengen på Tuse Næs.
Tre gange har Ingrid Olsens hus været oversvømmet. Værst gik det til efter stormen Bodil i 2013, hvor vandet stod helt op til under vinduerne i Ingrid Olsens hus.
- Katten kunne kun lige sidde i vindueskarmen, fortæller pensionisten.
Store skader på huset
Oversvømmelserne efter stormen Bodil lavede skader i Ingrid OIsens hus for op mod en halv million kroner.
- Alt har været pillet ned herinde, undtagen loftet, fortæller hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Heldigvis har forsikringen dækket udgifterne, men det gør den umiddelbart kun, hvis der bliver erklæret stormflod. Derfor risikerer den 83-årige pensionist selv at stå med udgiften, hvis huset bliver oversvømmet af forhøjet vandstand, der ikke kan kategoriseres som stormflod.
Ingrid har en plan
Mandag eftermiddag var der igen meldinger om forhøjet vandstand i blandt andet Lammefjord, og det fik Ingrid Olsen til at forberede sig på endnu en oversvømmelse.
- Hvis det kommer op i den højde, som de siger, jamen så står vandet nok herinde. Så er der ikke andet for, end at jeg må tage herfra, og lade det hele sejle, sagde hun mandag inden vandstigningerne.
Den 83-årige pensionist er erfaren ud i sikring af huset på Tokkerengen, så hun har lagt en plan, der involverer en presenning i soveværelset.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Hvis det først begynder at komme længere op, så smider jeg en presenning over sengen, og så smider jeg alle møblerne og tæpperne op på sengen. Så kan jeg ikke gøre mere, fortæller Ingrid Olsen.
Der skal bygges et dige
Heldigvis for beboerne på Tokkerengen blev oversvømmelserne mandag eftermiddag ikke så slemme som først varslet. Men tidligere erfaringer med det stigende vand betyder, at de nu er gået sammen for at få lavet et dige.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Fra Bodil og så indtil i dag, der har vejrforandringerne været meget, meget store. Vi har jo aldrig haft så meget vand før, fortæller Ingrid Olsen.
Hun frygter, at hendes hus ved Lammefjord bliver oversvømmet af forhøjet vandstand, der ikke bliver klassificeret som stormflod.
- Hvordan skal jeg betale det ud af en pension? Så er man rent sagt på den, siger hun.