Stort cykelløb påvirker trafikken

Når 133 ryttere til august skal cykle fjerde etape af PostNord Danmark Rundt, vil det medføre trafikale ændringer i og omkring Holbæk, forlyder det.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sommeren er over os - og for mange betyder det cykelløb.

Verdens største cykelløb, Tour de France, er lørdag begyndt. Og til august gælder det så Danmark, når landets største cykelløb, PostNord Danmark Rundt, skal afholdes.

Selvom der endnu er lang tid til august, så er Holbæk Kommune allerede nu klar med et overblik over, hvordan det vil påvirke trafikken, når det store cykelløb kommer til regionen - så der er mulighed for at forberede sig.

Det sker lørdag den 17. august, når de 133 ryttere skal køre løbets fjerde etape fra St. Heddinge til Holbæk.

I et opslag på Facebook skriver kommunen, at det kommer til at "betyde trafikale ændringer langs ruten".

Se de trafikale ændringer her:

Holbæk / Orøfærgen

  • Opløbsstrækningen Havnevej-Blegstræde/Kanalstræde er spærret for trafik kl. 6.00-22.00 på løbsdagen.

  • Den resterende del af rundstrækningen bliver spærret for trafik cirka kl. 16.00-18.00. Det gælder for Ahlgade, Labæk, Munkholmvej, Østerled, Strandmøllevej, Roedsvej, Tværvej, Østre Havnevej, Havnevej, Brostræde og Isefjords Allé. Der vil desuden være parkeringsforbud på de nævnte veje kl. 6.00-18.00 på løbsdagen.

  • Parkeringsforbud i Ahlgade vil være fra fredag den 16. august kl. 22.00 til lørdag den 17. august kl. 18.00.

  • Parkeringspladserne på hver side af Havnevej bliver inddraget til løbet lørdag kl. 6.00-22.00.

  • Orøfærgen medtager kun gående passagerer på følgende afgange: Orø kl. 16.20, Holbæk kl. 16.55, Orø kl. 17.30 og Holbæk kl. 18.05.

Brorfelde / Rute 57

  • Ved Brorfelde/Igelsø/Tjørnede/Algestrup trafikregulering i tidsrummet kl. 15.30- 17.00. Rute 57 vil være spærret mellem Igelsø og Ugerløse. Omkørsel via Mogenstrupvej/Brændholtvej/Tingstedvej.

St. Merløse

  • Parkeringsforbud langs Bygaden kl. 6.00-16.00.

Generelt

  • På den øvrige del af ruten bliver der tale om rullende afspærring. Det vil sige, at politi/officials vil spærre for trafikken løbende. Her vil du skulle forvente cirka 10-15 minutters afspærring.

  • Der vil være omlægning af visse busruter. Hold derfor øje med www.rejseplanen.dk.

Kilde: Holbæk Kommune

En fantastisk cykeloplevelse

Trods de mulige trafikale ændringer og mulige gener herved, er det ifølge Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune, noget at glæde sig til.

- Vi kan igen se frem til en fantastisk cykeloplevelse, når vi får besøg af Danmarks største cykelløb.

 - For tre år siden var vi startby for PostNord Danmark Rundt med rigtig mange mennesker i Holbæk midtby. Jeg tænker, at det samme kommer til at gøre sig gældende, når vi er målby, siger han i en pressemeddelelse.

Læs også
Holbæk bliver målby for Danmarks største cykelløb
Læs også
Holbæk bliver målby for Danmarks største cykelløb

Af pressemeddelelsen fremgår det desuden, at der vil blive dækket op til cykelfest i bakkerne omkring Observatoriet i Brorfelde samt i St. Merløse, hvor lokale kræfter har lagt sig i selen for at skabe en byfest.

- Skal du ud i trafikken lørdag den 17. august, så overvej at gøre det på gåben eller cykel lørdag eftermiddag, specielt i Holbæk by, da det kan være svært at komme rundt i bil, eller kør i god tid, oplyser Ole Hansen.


Nyhedsoverblik