Teenager idømt flere års fængsel i terrorsag

Retten i Holbæk har afsagt dom og strafudmåling i sagen om teenager fra Vestsjælland, der blev optaget i den nynazistiske gruppe Feuerkrieg Division.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 16-årig dreng fra Vestsjælland er torsdag eftermiddag blevet idømt fem år og seks måneders fængsel for blandt andet at have forsøgt at hverve en kammerat til den højreekstremistiske gruppe Feuerkrieg Division.

Det har Byretten i Holbæk netop afgjort.

quote Der er ikke sket nogen skade her. Han er et barn. Han har forsøgt at hverve en ven, og han har delt noget materiale

Lasse Martin Dueholm, forsvarer

Derudover må drengen ikke have kontakt med andre terrordømte i seks år.

Blandt dommerne har der været uenighed om, hvor lang straffen skulle være. Derimod var alle enige om at idømme drengen kontaktforbuddet på seks år.

Den dømte skal betale sagens omkostninger.

Forsvarer Lasse Martin Dueholm har umiddelbart efter domsafsigelsen meddelt, at han anker sagen med påstand om frifindelse eller formildelse.

Han har endvidere anmodet om udstrakt navneforbud til efter Østre Landsrets dom, men det blev afvist af retten på grund af sagens alvorlige karakter.

TV2 ØST er bekendt med identiteten på den 16-årige dreng, men bringer af hensyn til hans alder ikke navnet.

Gik efter mild dom

Anklager Rune Rydik havde forinden i sin strafprocedure nedlagt påstand om et kontaktforbud på mellem fem og otte år.

- Tættere på otte end fem, sagde han under sin procedure og tilføjede:

- Vi har at gøre med en sårbar ung mand, der har været radikaliseret, og som har hvervet andre.

TV2 ØST talte efter domsafsigelsen med Rune Rydik. Hør hans kommentar til sagen og dommen i videoen:

Forsvarer Lasse Martin Dueholm mente derimod, at drengen skulle have rettens mildeste dom og ikke over to års fængsel.

Han argumenterede her, at drengen var mindreårig, da han blev anholdt, og det er han også nu.

- Han er heller ikke tidligere straffet. Vi har heller ikke noget sammenligningsgrundlag, sagde Lasse Martin Dueholm og tilføjede:

- Vi kan ikke sammenligne med terrorsager, der handler om Islamisk Stat. Vi skal have tingene i proportioner, selvom det er en alvorlig sag. Det er en teenagedreng, der har skrevet og delt noget på nettet. Der er ikke sket nogen skade her. Han er et barn. Han har forsøgt at hverve en ven, og han har delt noget materiale.

Læs også
Terrortiltalt dreng: - Det var det mest forbudte
Læs også
Terrortiltalt dreng: - Det var det mest forbudte

Lasse Martin Dueholm var også imod, at der skulle udstedes et kontaktforbud.

- Der er ingen risiko for, at han vil blive radikaliseret, påpegede forsvareren.

Kendt skyldig

Tidligere på dagen havde byretten fundet drengen skyldig i en række af anklagepunkterne, som drengen stod tiltalt for.

TV2 ØST var med i retten, da skyldsspørgsmålet blev afgjort.

Den nyklippede 16-årige dreng, der på dette tidspunkt stod tiltalt for at tilslutte sig en nynazistisk terrorgruppe, sad her klar ved siden af sin forsvarer Lasse Martin Dueholm, da retsformandens læste skyldkendelsen højt.

Drengen blev kendt skyldig i at fremme terrororganisationen og for at forsøge at hverve en klassekammerat til terrororganisationen.

Det har han ifølge byretten gjort ved at introducere kammeraten til en FKD-gruppe på det sociale medie Telegram, ligesom han delte propagandamateriale af nazistisk og islamistisk art med kammeraten.

Drengen har desuden videresendt kammeratens ansøgning til et ledende medlem af FKD.

Retten fandt det ydermere bevist, at FKD er en terrororganisation, og at den dengang 15-årige dreng vidste dette.

Derimod blev drengen frikendt for at lade sig hverve til FKD og for selv at ville begå terrorhandlinger.

Retten lagde til grund, at drengen hverken har anskaffet sig bombeingredienser, våben eller udpeget mål, som kunne pege på, at han havde til hensigt selv at begå terrorhandlinger.

Har siddet varetægtsfængslet i et år

Den 16-årige dreng blev derudover kendt skyldig i at have fremmet FKD blandt andet ved at dele materiale for at støtte organisationen.

Han var aktiv i en lukket Telegram-gruppe bestående af ledende medlemmer. Han fremsendte bombemanualer, og Retten i Holbæk fandt, at drengen må have vidst, at der var andre medlemmer i gruppen, der ønskede at begå terroranslag.

Sagen mod den 16-årige dreng begyndte den 7. april 2022, da han blev anholdt og sigtet for at have ladet sig hverve til en nynazistisk terrorsammenslutning, kaldet FKD.

Efter en ransagning af drengeværelset i hjemmet på Vestsjælland fandt politiet på den dengang 15-åriges computere og telefon en stor mængde propagandamateriale, dels for FKD og dels fra andre grupperinger herunder ISIS og det nynazistiske fællesskab Atomwaffen Division.

På computerne lå også den ansøgning til FKD, drengen sendte, og hvor han har angivet, at han har våbentræning, kendskab til sprængstoffer og at han er bekendt med gruppens ideologi.

Derudover fandt politiet bombemanualer og våbenmanualer, som drengen har delt i lukkede grupper på kommunikationsplatformen Telegram.

Drengen har siden sin anholdelse den 7. april 2022 siddet varetægtsfængslet på en lukket ungdomsinstitution.

Påtog sig lederskab af FKD

På væggen på drengens værelse hang et stort flag for FKD, ligesom man i nogle ammunitionskasser fandt naziarmbind, naziflag, nogle dødningehovedmasker, en camouflageuniform og et eksemplar af Adolf Hitlers bog Mein Kampf.

På computerne fandt politiet fra lukkede grupper chats med andre medlemmer af FKD, hvor den dengang 15-årige tilkendegiver, at han påtager sig et lederskab i gruppen, og at han har forskellige ideer til, hvordan man bedst strukturerer gruppen i små celler. 

Retten har blandt andet lagt dette til grund for at kende drengen skyldig i, at han har arbejdet for at fremme FKD.

Læs også
Hvem er den mystiske nazigruppe Feuerkrieg Division?
Læs også
Hvem er den mystiske nazigruppe Feuerkrieg Division?

I Retten i Holbæk har anklager Rune Rydik fremlagt en notesbog, hvori drengen har nedfældet nogle af sine private tanker. Blandt andet har han skrevet, at han er blevet nazist, og at han ser sig som en af Hitlers soldater, ligesom han skriver, at han ikke bryder sig om jøder og farvede personer.

Dødelig alvor eller bare for sjov?

Drengen har igennem hele sagen nægtet sig skyldig.

Han erkender, at det er ham, der har skrevet de forskellige ting på internettet, men i modsætning til anklager Rune Rydik, der kalder sagen dødelig alvor, siger teenageren, at det hele var for sjov.

Det har aldrig været hans hensigt at udføre en terrorhandling, eller at opmuntre andre til det. Han henviser til, at han ikke engang har hængt de flyers op, som gruppen i starten bad ham om at sætte op i sit lokalområde, og han afviser at have haft forsæt til at fremme terror.

Læs også
Tiltalt teenagers dagbog: - Jeg er en af Hitlers soldater
Læs også
Tiltalt teenagers dagbog: - Jeg er en af Hitlers soldater

I forhold til notesbogen gemte drengen ansigtet i hænderne, da anklageren læste højt af den.

- Det er en bog, jeg skammer mig over, det var aldrig tanken, at andre skulle læse i den, sagde drengen og forklarede, at han brugte notesbogen til at nedfælde nogle uhyrligheder for at komme af med sine frustrationer, blandt andet når det var svært at kommunikere med andre.

- Det er bare tanker. Ja, jeg har skrevet, at jeg hader jøder. Det var noget af det mest forbudte, jeg kunne skrive. Det er ikke noget, jeg mener, har drengen fortalt i retten.

Syntes han var underlig

I bogen skriver drengen også, at skolen er det værste sted i verden, der er – med hans egne ord – mange bøller og røvhuller, ligesom han skriver, at de andre børn synes, at han er underlig.

I Retten i Holbæk er en retspsykiatrisk erklæring vedrørende den 16-årige dreng blevet fremlagt.

Han vurderes indenfor autismespektret i form af aspergers syndrom. Blandt andet er han afvisende overfor socialt samspil, ligesom han udviser manglende situationsfornemmelse og har nogle meget tydelige særinteresser.

Delte propagandamateriale med klassekammerat

Tydeligvis har der dog været en form for fællesskab med en af drengens klassekammerater, der har vidnet i Retten i Holbæk.

Klassekammeraten har selv været sigtet for at have ladet sig hverve til Feuerkrieg Division, men selvom den 16-årige dreng hjalp klassekammeraten med at sende ansøgningen, og muligvis også hjalp ham med at formulere, hvad han skulle skrive, nåede han aldrig at blive optaget i gruppen.

Læs også
Nynazister lokker unge ind i ekstreme miljøer med humor og gaming
Læs også
Nynazister lokker unge ind i ekstreme miljøer med humor og gaming

Politiet valgte at droppe sigtelsen mod klassekammeraten, men tiltalte den 16-årige for at have forsøgt at hverve kammeraten til gruppen for at fremme terrorvirksomhed. 

Han kendes i Retten i Holbæk skyldig i dette.


Nyhedsoverblik