På storskærmen viser anklageren et billede af en figur. Den forestiller World Trade Center og et fly, der flyver ind i det ene tårn. Ved siden af står Osama Bin Laden med pegefingeren pegende op i luften. På siden af figuren står der USA.
- For mig er det en usmagelig hyldest til et terrorangreb, hvor rigtig mange mennesker døde. Hvad tænker du, når du ser den? spørger anklager Kirsten Jensen den 37-årige mand, der afgiver forklaring i retssal A i Retten i Holbæk.
- Det er bare sådan en for sjov-ting. Som et minde, svarer den tiltalte og forklarer, at det er en lighter, købt i en kinesisk butik, han havde på sit værelse.
Det tror jeg ikke. Jeg kan lide at tegne. Det der lavede jeg bare for sjov
Den 37-årige syriske mand, der afgiver forklaring, er sammen med sin 35-årige bror og brorens 31-årige irakiske hustru tiltalt for forsøg på terror et ukendt sted i Danmark eller Tyskland. Ifølge anklagemyndigheden var de tre tiltalte så langt med deres planer om et terrorangreb, at det udelukkende var, fordi politiet ransagede den 37-åriges lejlighed i Dessau i Tyskland og parrets hjem i Holbæk og skred til anholdelse, at planerne ikke blev ført ud i livet.
I villaen på Anders Larsensvej i Holbæk fandt politiet så mange kemikalier, at man kunne fremstille en 12 kilo tung bombe, der ville kunne forårsage tab af menneskeliv i en radius af 45 meter, ligesom der ville kunne opstå materiel skade i en radius af 300 meter.
Spræng dem i luften
Udover kemikalierne fandt politiet walkie talkies, en riffel med kikkertsigte, et gevær og en maskinpistol, en paryk, alle komponenter til at lave en fjernstyret bombe og en lang række bombemanualer. Desuden fandt man både i lejligheden i Dessau og i villaen i Holbæk flag for Islamisk Stat, ligesom man i Tyskland fandt en koran med understregninger af, hvad man gør ved vantro.
På brødrenes computere har man desuden fundet propagandavideoer for Al-Qaeda og andet materiale, der opfordrer til hellig krig. Alle tre er desuden tiltalt for økonomisk at have støttet Islamisk Stat.
I Retten i Holbæk har den 37-årige forklaret, at han de seneste to år før sin anholdelse har boet hos sine forældre. Han lider af epilepsi og af social angst, og forældrene var nervøse for, at han boede i Dessau uden opsyn. Derfor flyttede han hjem til sine forældre i Apotekerhaven i Holbæk, hvor han havde et værelse. Lejligheden i Dessau har han dog beholdt, ligesom han har modtaget overførselsydelse fra Tyskland.
På værelset i Holbæk fandt politiet ved anholdelsen udover lighteren af World Trade Center også den 37-åriges computer. Her fandt man blandt andet flere downloadede sange, såkaldte nasheeds, der refererer til islamisk tro. Blandt andet kunne politiet konstatere, at der er søgt på to nasheeds med titlerne ”spræng dem i luften” og ”ryst korsets trone”.
Den 37-årige afviser, at han er tilhænger af Islamisk Stat, ligesom han ikke mener, at man skal hænge sig så meget i titlerne eller teksten på de nasheeds, han har søgt på. Han synes, at det er nogle dejlige sange at lytte til, men teksten går han ikke op i, siger han.
Lavede flag fra flere lande
Han erkender, at det er ham, der har lavet det hjemmelavede sorte flag med arabiske tegn, der er fundet i hans lejlighed i Dessau, men forklarer, at han har lavet det for længe siden, mens han boede i et asylcenter i Tyskland. Faktisk lavede han også mange flag fra andre lande, siger han.
- Har du gemt nogle af de andre flag, spørger en af de juridiske dommere.
- Det tror jeg ikke. Jeg kan lide at tegne. Det der lavede jeg bare for sjov, for hyggens skyld, siger den 37-årige om flaget for terrorbevægelsen og forklarer, at han i dag godt ved, at flaget forbindes med Islamisk Stat, hvilket han ikke vidste, da han tegnede det.
I det hele taget afviser den 37-årige mand at have sympatier for Islamisk Stat. At han har søgt på Osama Bin Laden og Islamisk Stat tilskriver han, at han er et nysgerrigt menneske, der kan lide at læse. Således har han ifølge sit eget udsagn også læst adskillige bøger om forskellige religioner, herunder Johannes Evangeliet, mens han sad i asylcenteret i Tyskland.
I lejligheden i Dessau er der fundet flere poser, hvori der har været kemikalier. Storebroren bekræfter, at han har set sin 35-årige bror fremstille kanonslag, ligesom han ved, at han har solgt kanonslag til sine venner.
Storebroren var dog ikke glad for den interesse for fyrværkeri, og bad sin bror om ikke at have remedier til fremstilling af fyrværkeri liggende i den lejlighed, han havde i Dessau i Tyskland.
- Han lovede mig til nytår, at i år ville være det sidste år, han lavede dem, siger den 37-årige i Retten i Holbæk.
Sagen fortsætter onsdag. Der forventes skyldkendelse og en eventuel dom midt i december.