- Det var ikke mig. Det er ikke mig på billederne. Jeg har ikke været med. Det kender jeg ikke noget til.
Stort set sådan svarede to ud af fire Bandidos-rockere, da de under fredagens retsmøde i Retten i Holbæk skulle afgive forklaring om de to voldsomme overfald, de er tiltalt for at stå bag i Holbæk og Nykøbing Sjælland i oktober 2018.
Det første overfald fandt sted ved et busskur ved boligkvarteret Havevang d. 7. oktober 2018. Her er de fire Bandidos-rockere tiltalt for at overfalde tre unge mænd i et busskur.
Sammen med en række ukendte gerningsmænd overfaldt rockerne med økser, bat og hamre de tre mænd, så de efterfølgende måtte på skadestuen og lappes sammen. Derudover er to af Bandidos-rockerne også tiltalt for at have overfaldet en yngre mand tre dage senere, den 10. oktober klokken 0.40 om natten.
Det var ikke mig. Det er ikke mig på billederne
Ifølge anklageskriftet opsøgte de to mænd og en ukendt medgerningsmand den unge mand på hans adresse i Nykøbing Sjælland.
Den unge mand blev så bange, at han i underbukser flygtede ud ad et vindue, og blev mødt af en gerningsmand, der slog ham over armen med en genstand, der mindede om en totenschlæger.
Den unge mand brækkede håndleddet, fordi han forsøgte at afværge et slag mod hovedet. Derefter lykkedes det ham at flygte.
De fire tiltalte nægter sig skyldige i overfald og vold, men flere af dem erkender nogle af de mange småforhold, herunder besiddelse af ulovlige knive, der er i sagen. De nægter at have været i konflikt med en gruppering fra Vangkvarteret, ligesom de nægter overhovedet at kende til at der skulle være en sådan gruppering.
De fire tiltalte har alle nægtet at svare på anklagerens spørgsmål, før de havde hørt og set de beviser, der er i sagen. Det er derfor, de tre ud af fire først har afgivet forklaring nu, og ikke som man plejer, ved retssagens start. Den fjerde og sidste tiltalte ønsker ikke at svare på anklagerens spørgsmål.
Afspillede overvågningsvideo fra klubhus
Sagen er interessant, fordi den kan belyse, hvad det er for en konflikt, der verserede mellem Bandidos og en gruppe af unge mænd, der af politiet kaldes Vang-gruppen, fordi de holder til i boligområdet Vangkvarteret i Holbæk. En konflikt, som mange borgere i Holbæk var urolige over.
Dels blev flere personer overfaldet på åben gade, dels blev der kastet med brandbomber i Østerstræde, og politiet indførte visitationszoner i Holbæk. Konflikten kulminerede ifølge politiet, da den 18-årige Zobair Saidi den 28. april 2019 blev skudt med fem skud i Ladegårdsparken i Holbæk. Angiveligt som hævn for, at han havde kastet en brandbombe mod Bandidos klubhus. Tre andre Bandidos-rockere sidder varetægtsfængslet for drabet på ham.
Anklager Annette Ahm afspillede under fredagens retsmøde videomateriale fra Bandidos klubhus, der viser, hvor voldsomme kampe, der har fundet sted mellem de to grupperinger. Her ses konfrontationerne i Østerstræde, der har præg af deciderede gadekampe. Adskillige personer med våben i hænderne tørner direkte sammen med personer, der kommer inde fra Bandidos klubhus, ligesom anklagemyndigheden dokumenterede, at flere Bandidos-rockere, herunder den tidligere præsident for klubben, har været på akutmodtagelsen med knivstik.
Videomaterialet stemmer fint overens med det indtryk af de ret voldsomme optøjer, TV2 ØST fik, da vi dækkede urolighederne tilbage i 2018. Dengang fortalte flere naboer til rockernes klubhus i Østerstræde, at de ikke længere turde benytte den del af deres huse, der vendte ud mod klubhuset af frygt for at se noget, de efterfølgende skulle vidne om i retten. Andre fortalte, at de konstant havde deres gardiner trukket for af samme årsag, ligesom en mormor forklarede, at hun grundet balladen ikke længere turde passe sit barnebarn i sit eget hjem.
Personerne på videomaterialet er ikke blevet identificeret og retsforfulgt. Dog har anklageren fremlagt videomateriale, der viser, på hvilke tidspunkter rockerne har bevæget sig ud og ind af klubhuset, for at koble dem til det voldelige overfald d. 7. oktober. Ligeledes har politiet benyttet sig af teleoplysninger for at dokumentere, at de tiltalte har deltaget i overfaldene i Holbæk og Nykøbing Sjælland. Anklageren har således fremlagt materiale, der viser, at flere af de tiltalte ikke har benyttet deres mobiltelefoner præcis i de tidsrum, hvor overfaldene har fundet sted.
Hvornår der falder dom i sagen, er fortsat uvist. Der er blevet afsat to ekstra retsdage i februar, det svarer til den tid, der blev spildt, da rockerne indledningsvist ikke mødte op til retsmøderne de første retsdage, bortset fra den ene, der sidder varetægtsfængslet for knivdrab i en anden sag og derfor blev eskorteret til Retten i Holbæk af politiet.