Tine vækker de yngstes begejstring for køkkenhave og madlavning

Med skovl og grydeske har Tine Petersen lært børnene fra Kirsebærhaven om madens vej fra jord til bord. Et arbejde, hun nu høster anerkendelse for.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Umiddelbart ligner børnehuset Kirsebærhaven i Knabstrup ved Holbæk ethvert andet børnehus – men inden for møder man én person, som på mange måder får stedet til at skille sig ud.

For Tine Binne Petersen kan noget ganske særligt, når det handler om at lære de yngste at dyrke grøntsager og siden tilberede råvarerne over åben ild.

Spørg blot 4-årige Theo Geronne Thaurich, som har taget et brev med til Tine Petersen, da TV2 ØST lægger vejen forbi.

- Det var et kærestebrev.

Og hvorfor skulle Tine have et kærestebrev?

- Fordi jeg elsker hendes mad. Det står der, siger Theo Geronne Thaurich.

Når du er på den her måde sammen med børnene, så får du, hvad du giver – man får så meget kærlighed fra dem, siger Tine Petersen.
Når du er på den her måde sammen med børnene, så får du, hvad du giver – man får så meget kærlighed fra dem, siger Tine Petersen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Med haveredskaber til alle tager ernæringsekspert Tine Petersen børnene fra Kirsebærhaven med i køkkenhaven. Kartofler bliver gravet op til en ny og spændende ret, som laves i det fri under åben ild – også her får alle lov at være med.

- Det er jo et enormt stort projekt det her – men det er jo fedt, fortæller en storsmilende Tine Petersen om arbejdet og tilføjer:

- Jeg har rigtig mange køkkenassistenter her, og det bare det fedeste ved at være på arbejde – det er, at alle er aktive i det. De vil gerne være med.

quote Når du er på den her måde sammen med børnene, så får du, hvad du giver – man får så meget kærlighed fra dem

Tine Petersen, ernæringsekspert

Glad i låget

Ifølge Tine Petersen er gevinsterne ved at hive de yngste med ud – og lære dem om madens vej fra jord til bord – mange:

- Det her med at det er i den friske luft og naturen: Man bliver glad i låget – og det gør ungerne også, siger hun og tilføjer:

- De synes jo, det er det bedste. 

Men også på den længere bane spiller børnenes begejstring for køkkenhaven i en ung alder en stor rolle.

- Vi får nogle børn, som har mod på at spise det forskellige mad på en helt anden måde, fordi vi har dem med i det her fra jord til bord, forklarer Tine Petersen.

Og læringen af hendes utraditionelle køkkenarbejde er ikke at tage fejl af:

- Der er også jordbær her, forklarer 4-årige Theo Geronne Thaurich og tilføjer:

- Og gulerødder – og der er også løg.

Børnehuset har foruden køkken haven en stor redskabsvogn med flere funktioner. Foruden frø og redskaber står her også planter til forspiring.
Børnehuset har foruden køkken haven en stor redskabsvogn med flere funktioner. Foruden frø og redskaber står her også planter til forspiring. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Nomineret til pris

Børnene har selv været med til at sætte både kartofler og lægge frø i jorden.

Og det er ikke kun blandt børnene, at Tine Petersens arbejde bliver bemærket. Hun er nemlig blevet nomineret til prisen: Årets Grønne Madsjæl.

- Det er fantastisk. Og det giver mig bare så meget. Og den her ekstra – du gør det godt – det betyder alverden.

Men størst er glæden dog over at se begejstringen hos børnene.

- Når du er på den her måde sammen med børnene, så får du, hvad du giver – man får så meget kærlighed fra dem, siger Tine Petersen.

Prisen Årets Grønne Madsjæl uddeles af Generation Food Award, som fødevareproducenten Arla står bag. Prisuddelingen finder sted mandag.


Nyhedsoverblik