Artiklen er opdateret efter grundlovsforhøret
To drenge på henholdsvis 15 og 16 år er sigtet for at have ladet sig hverve og at hverve andre til terror.
Det er kommet frem i et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk torsdag.
Retten har siden valgt at fængsle den 15-årige, men har derimod ikke fundet begrundet mistanke i et omfang, der tillader frihedsberøvelse af den 16-årige. Sigtelsen opretholdes dog, selv om han løslades.
På grund af manglende plads på en institution for mindreårige føres den 15-årige til Vestre fængsels ungeafdeling. Derfor har dommeren udstedt en frist til den 12. april - hvis ikke der findes en plads til drengen inden, så løslades han.
De to unge drenge er begge sigtet efter paragraf 114c, der drejer sig om at lade sig hverve eller at hverve en eller flere personer til at begå eller fremme terrorhandlinger.
Den 15-årige er derudover også sigtet efter paragraf 114e, der handler om at fremme en virksomhed eller organisation, der har til hensigt at begå terrorhandlinger.
Han skulle angiveligt have tilsluttet sig gruppen Feuerkrieg Division, der ifølge anklagemyndigheden er en terrororganisation, for derefter at have hvervet den 16-årige.
Ifølge anklager Rune Rydik sendte den 16-årige umiddelbart derefter et ansøgningsskema, hvori han også angav at have kendskab til våben.
Nynazistisk og højreekstrem gruppe
Torsdag morgen var Midt- og Vestsjællands Politi massivt til stede på en adresse i Høng syd for Kalundborg. Men politiet holder sagens kort tæt til kroppen. De to drenge blev anholdt henholdsvis klokken 06.48 og 06.56.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter, at aktionen er gået forud for grundlovsforhøret.
- Det, at vi var til stede på adressen i Høng, hænger sammen med det grundlovsfør, vi har i dag, siger Thomas Kristensen, der er kommunikationschef hos Midt- og Vestsjællands Politi, som ikke har yderligere kommentar til sagen til TV2 ØST.
Anklageren mener, at den 15-årige selv er blevet hvervet til organisationen i december 2021 via den krypterede beskedtjeneste Telegram. Organisationen er en nynazistisk og højreekstrem gruppe.
Organisationen er en nynazistisk og højreekstrem gruppe, der har forbilleder som Anders Breivik og Adolf Hitler.
Det er drengene sigtet for
- Med fængsel indtil 12 år straffes den, som hverver en person til at begå eller fremme handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a eller til at slutte sig til en gruppe eller sammenslutning for at fremme, at gruppen eller sammenslutningen begår handlinger af denne karakter. Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel indtil 16 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor der er tale om overtrædelser af systematisk eller organiseret karakter.
- Stk. 2. Med fængsel indtil 8 år straffes den, som hverver en person til at begå eller fremme handlinger omfattet af § 114 b eller til at slutte sig til en gruppe eller sammenslutning for at fremme, at gruppen eller sammenslutningen begår handlinger af denne karakter.
- Stk. 3. Med fængsel indtil 8 år straffes den, som lader sig hverve til at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a. Er den pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år eller under særligt skærpende omstændigheder til fængsel indtil på livstid. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i kamphandlinger.
Kilde: Danske Love
De nægter sig begge skyldige, men dørene ved retsmødet er blevet lukket. Så det er uvist, hvad de eventuelt har forklaret.
Hvordan de to drenge kender hinanden, vides ikke.