Et flertal i kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune har netop besluttet at gå videre med, at et af landets største biogasanlæg skal placeres ved Snævre vest.
18 medlemmer stemte for, mens 12 stemte imod.
Punktet om biogasanlægget blev rykket frem som det første punkt på dagsordenen ved onsdagens byrådsmøde, og først efter godt 2,5 times debat blev det besluttet at gå videre med planerne om at placere anlægget ved Snævre vest.
Og det skaber bekymring hos de utilfredse borgere. En af dem er Anne Bengtsson fra Regstrup.
- Det gør mig rigtig ked af det, siger hun og fortsætter:
Jeg tænker ikke, det kunne skade at sige, at vi udsætter processen, så vi har mulighed for at høre de bekymringer, der er, og undersøge det lidt mere
- Det, de ikke forstår er, at vi siger ikke nej til biogas. Vi siger nej til placeringen. Det kommer til at genere for mange mennesker, og det ved alle.
Venstre: Det er ikke overraskende
Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Socialdemokratiet, SF, Lokalisten og en stemme fra de radikale stemte for placeringen. Socialdemokraten Christina Hvass Hansen, der selv bor i Regstrup, havde på forhånd meddelt, at hun ikke kunne støtte et biogasanlæg ved Snævre vest. Men flertallet bliver derfor 18 ud af i alt 31 medlemmer i kommunalbestyrelsen.
Af nej-stemmerne var Venstre, Enhedslisten og to radikale medlemmer samt Det Konservative Folkeparti.
- Det er ikke overraskende. Det var den vej, vi havde set det gå. Men vi havde selvfølgelig håbet, at nogle af de mange argumenter, der kom i dag, havde overbevist dem om, at vi kunne udsætte processen, siger Venstres gruppeformand, Camilla Hove Lund.
Gruppeformand er bekymret
Før byrådsmødet var der mødt utallige borgere op med bannere og skilte for at gøre opmærksom på deres utilfredshed med placeringen af biogasanlægget.
De frygter store lugtgener og tung trafik, som vil belaste området. Men alligevel mener et flertal i byrådet, at placeringen af biogasanlægget skal være ved Snævre vest, og det bekymrer Venstres gruppeformand.
- For det forstår jeg faktisk ikke helt. Jeg tænker ikke, det kunne skade at sige, at vi udsætter processen, så vi har mulighed for at høre de bekymringer, der er, og undersøge det lidt mere. Både om anden beliggenhed, som vi i Venstre har forslået, for vi er jo faktisk for et biogasanlæg. Så jeg tænker, at man godt kunne have udskudt processen og have undersøgt nogle flere ting.
Selv om et flertal har vedtaget beliggenheden af biogasanlægget, så skal planerne i høring i otte uger. Derefter skal der holdes borgermøde, og bagefter skal sagen gennem behandlingen i både udvalg og kommunalbestyrelse.
- Borgmesteren har lovet, at hvis der kommer nye oplysninger, så mener hun, at flertallet vil ændres. Så det håber jeg og stoler på, at det er korrekt, lyder det fra Camilla Hove Lund.