- Det her er de flyvende rotter i vores by!
Sådan siger Michael Suhr (K), der er medlem af kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune, om de mange måger, som har slået sig ned omkring Ahlgade i Holbæk.
- Problemet har været stærkt tiltagende de seneste par år, fortæller politikeren.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Lige nu er der skønt at være her, men lige så snart, det er forår, så er det et stort skrigeri fra solen står op til den går ned, siger han.
Skal skydes
Derfor har kommunalbestyrelsen i kommunen besluttet, at der skal bruges penge på at nedregulere bestanden af måger i byen.
- Jeg havde håbet, at vi kunne have fået op til en halv million til at bekæmpe mågerne, siger Michael Suhr.
- Det landede på 200.000, og så er det det, vi bruger, siger han.
Det er målet, at bestanden af måger skal halveres i Holbæk.
- Vi vil have nedreguleret ved skydning og ved at sætte fangekasser op. Vi vil have sprøjtet alle tage i denne by her, så nye generationer ikke kommer, og så får vi det lavet, så det er til at vedligeholde bagefter, fortæller Michael Suhr.
Uenige borgere
Men det er ikke alle borgere i Holbæk, der synes, det er en god idé at slå mågerne ihjel.
- Jeg synes, det lyder sindssygt ubehageligt, at man vil behandle dyr på den måde, siger Jan Vestbo fra Jyderup.
Artiklen fortsætter under billedet.
Heller ikke Tanja André Langgaard Abrahamsen fra Holbæk bryder sig om den tanke.
- Jeg synes, det er dyrplageri. Så må de finde nogle andre metoder, som for eksempel at hænge kunstige fugle op til at skræmme dem væk, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Spørger man Torben Jensen, så er det nødvendigt at få reguleret mågebestanden, han er ikke kun plaget af dyrene, når han er ude og spise på café, også i hans hjem generer de ham.
- Vi kunne godt tænke os, at man kunne få gjort noget ved mågerne her i Holbæk Kommune, fordi når vi sidder på vores altaner, så kommer mågerne, og tager vores mad, så snart man går ind i lejligheden, siger Torben Jensen.
Udover indsatsen for at nedregulere antallet af måger i byen er der også blevet sat penge af til flere mågesikre skraldespande.