For tredje dag i træk måtte politiet rykke massivt ud til Ladegårdsparken på grund af uro.
Tirsdag klokken 18.39 modtog politiet en anmeldelse om skud i det uroplagede boligområde i Holbæk. Anmelderen havde først hørt et højt brag, der lød som skud, og efterfølgende kom lyden af en bil, der hvinede af sted i højt fart og lavede hjulspind.
Det bekræfter i hvert fald politiets teori om, at der er en eller anden snæver personbaseret uoverensstemmelse derude, som kan blusse op i løbet af nul komma fem
Det oplyser Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.
- Sådan en anmeldelse medfører jo altid en større politimæssig udrykning. På stedet får vi kontakt til andre, der færdes i området, og de bekræfter politiet i, at de også havde hørt noget, der kunne minde om affyring af skud, fortæller han.
Tungt bevæbnede betjente
Politiet mødte talstærkt op i boligområdet med tungt bevæbnede betjente samt hundepatruljer, der ligesom de foregående dage afsøgte området for spor. Politiet fandt dog intet, der kunne tyde på skudafgivelse, og kort før klokken 20 var politiets indsats i området igen normaliseret.
- Vi finder ingen tegn på, at der er blevet skudt derude. Vi får klarlagt, at der måske har været en eller anden form for uoverensstemmelse mellem en håndfuld personer, hvorefter et par stykker af dem er løbet hen til en bil for hastigt at køre fra stedet, så man har kunne høre hjulspind.
- De er åbenbart delt op med to-tre personer på hver side, og det er formentlig nogen af dem, der ikke kørte væk i bilen, der har slået hånden ned i en bil eller noget i den stil, der kan have givet en lyd, som kan forveksles med skudafgivelse, siger Martin Bjerregaard.
Kan have forbindelse til de sidste dages uroligheder
Ifølge Martin Bjerregaard er der sandsynlighed for, at gårsdagens episode kan kobles til de seneste par dages uroligheder i boligområdet.
- Om denne her episode er tredje kapitel i det, der er sket derude, er svært at sige. Men det bekræfter i hvert fald politiets teori om, at der er en eller anden snæver personbaseret uoverensstemmelse derude, som kan blusse op i løbet af nul komma fem, siger han.
Både søndag og mandag har Ladegårdsparken været præget af flere urolige hændelser.
Søndag måtte politiet rykke ud hele fire gange til både Ladegårdsparken og Vangkvarteret i Holbæk, da der ad flere omgange var optræk til masseslagsmål mellem grupperinger på op mod 40 personer.
Mandag blev fire personer anholdt i Ladegårdsparken i Holbæk for brud på ordensbekendtgørelsen. Der havde endnu engang været optræk til slagsmål mellem 20-25 personer, og de fire anholdte var ifølge politiet de mest toneangivende i forhold til at skabe uro.
Video: Sådan så det ud, da politiet rykkede massivt ud til Ladegårdsparken i Holbæk mandag.
Naturlig reaktion
Med tanke på de seneste dages uroligheder sammenlagt med, at en 18-årig mand sidste år blev skudt og dræbt i Ladegårdsparken, er det ifølge politiet helt naturligt, at borgere har forvekslet tirsdagens brag som skud.
Vores undersøgelse går lige nu på at finde ud af, hvad stridens kerne er, og hvem det er, der er i konflikt med hinanden
- Det er rigtig godt, at borgerne reagerer på det, som de opfatter som utryghedsskabende, for så skal politiet nok få undersøgt forholdene derude i forhold til, om der sker noget strafbart, siger Martin Bjerregaard.
Kommunikationsmedarbejderen understreger dog, at den sidste episode ikke indikerer, at der er sket noget ulovligt, og at der umiddelbart ikke er noget personfarligt på spil i denne konflikt.
- Vores undersøgelse går lige nu på at finde ud af, hvad stridens kerne er, og hvem det er, der er i konflikt med hinanden. Dem, vi har truffet, har jo primært været beboere i området, men vi har selvfølgelig også talt med enkelte tilløbere, bekendte og venner til dem, det handler om.
- Ud fra politiets undersøgelser og afhøringer, så tyder det på, at det er en lille gruppe på fire-fem personer, der har en intern konflikt, siger Martin Bjerregaard.
Artiklen fortsætter efter grafikken.
Grafik: Nick Abildgaard
Samarbejder med kommunen
Siden søndag har politiet i samarbejde med både kommunen og boligselskabet forsøgt at komme årsagen til konflikten nærmere. Indtil videre er man dog stadig usikker på, hvem det egentlig er, der har raget uklar med hinanden, og hvad det helt konkret drejer sig om.
- Alle har jo en interesse i at finde ud af, hvorfor den her uro lige pludselig blusser op i Ladegårdsparken. Det er jo med det formål at få den rette myndighed på banen – om det så er politiet, kommunen, boligselskabet eller en helt fjerde – så området igen kan blive normaliseret, siger Martin Bjerregaard.
Ifølge Martin Bjerregaard har politiet ingen mistanke om, at konflikten har noget at gøre med den bandekonflikt, som tidligere har plaget byen.