Vejarbejde spærrer flere spor på motorvej

Henover store bededagsferien spærrer Vejdirektoratet en del af sporene på Kalundborgmotorvejen ved Dramstrup.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fra torsdag eftermiddag den 4. maj til mandag morgen den 8. maj bliver trafikken omkring Dramstrup på Kalundborgmotorvejen påvirket af et vejarbejde. 

Vejdirektoratet skal udbedre en gammel drænledning, som løber på tværs under motorvejen. Og mens arbejdet står på, er det nødvendigt at spærre begge østgående spor og det ene vestgående spor.

quote Vejarbejdet foregår i store bededagsferien for at genere trafikanterne mindst muligt. Og der er skiltet af derude, så vejarbejdet bør ikke give anledning til de store gener.

Christian Tolderlund, senior projektleder i Vejdirektoratet.

Helt konkret kommer vejarbejdet til at betyde, at motorvejen vil være spærret for gennemkørsel i østgående retning fra krydset ved Knabstrup Møllebakke til tilslutningsanlæg 3 Jernløse i tidsrummet torsdag den 4. maj kl. 17.30 til mandag den 8. maj kl. 05.00.

Christian Tolderlund forklarer, at vejarbejdet er lagt i store bededagsferien for at genere mindst muligt.
Christian Tolderlund forklarer, at vejarbejdet er lagt i store bededagsferien for at genere mindst muligt. Foto: TV2 ØST

Ifølge Vejdirektoratet er det helt bevidst, at vejarbejdet skal ske henover store bededagsferien.

- Vejarbejdet foregår i store bededagsferien for at genere trafikanterne mindst muligt. Og der er skiltet af derude, så vejarbejdet bør ikke give anledning til de store gener, siger Christian Tolderlund, der er senior projektleder i Vejdirektoratet.

Trafikanter i østgående retning, mod København, skal i stedet for køre via Skovvejen. Vejdirektoratet har opsat skilte i området, der dirigerer trafikken udenom vejarbejdet.

I den modsatte bane, i vestgående retning, kan man stadig køre forbi vejarbejdet. Dog kun i et spor i den pågældende periode.


Nyhedsoverblik