Vil give tilbage til samfundet: Sidsel har viet sit liv til at gøre rent i naturen

Denne uge står i skraldeindsamlingens tegn. I Holbæk har Sidsel Søndergaard viet sit liv til at gøre byens natur plastikfri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Holbæk skal være Danmarks første by med plastikfri natur

I hvert fald hvis det står til 52-årige Sidsel Søndergaard. Hende finder man ofte i buskadser og rabatter med sæk og gribetang, for hun har erklæret krig mod svineriet.

børn samler affald
Læs også
De voksne sviner:
146.000 børn og unge rydder op i naturen
børn samler affald
Læs også
De voksne sviner:
146.000 børn og unge rydder op i naturen

- Vi kan snakke om det i flere år, men hvis vi ikke handler på det, så sker der jo ikke noget. Så det har jeg valgt at gøre. Jeg har valgt at vie mit liv til at få fjernet plastik i det omfang, jeg kan, fortæller hun.

Vil give tilbage til samfundet

quote Jeg har valgt at vie mit liv til at få fjernet plastik i det omfang, jeg kan

Sidsel Søndergaard, førtidspensionist

Sidsel Søndergaard har været hårdt ramt af PTSD de seneste 10 år og er derfor førtidspensionist. Men hun har kæmpet sig tilbage til en nogenlunde tålelig tilværelse i dag, og derfor vil hun gerne give tilbage til det samfund, som har hjulpet hende.

- Jeg kommer aldrig nogensinde ud på et arbejdsmarked og skal sidde med andre mennesker, fordi der er nogle ting dér, som jeg ikke kan rumme i mit hoved. Men jeg kan godt gå og samle plastik, og det vil jeg gerne, for jeg synes, det er til gavn for alle, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Et lille udsnit af Sidsel Søndergaards fund i naturen. Hendes mission er, at Holbæk bliver Danmarks første by uden plastik i naturen.
Et lille udsnit af Sidsel Søndergaards fund i naturen. Hendes mission er, at Holbæk bliver Danmarks første by uden plastik i naturen. Foto: Søren Kiehn - TV ØST

Derfor trasker hun rundt for at rydde op i dét, som andre har svinet til. Og hun har faktisk været helt tæt på nogle af "svinene", som hun kalder dem.

- Der kom en bil kørende, da jeg gik og samlede. Så kiggede de på mig, åbnede døren og smed affaldet ud og kørte igen. Det synes jeg var lidt underligt. Men det siger jo heldigvis mest om dem, og jeg gik bare over og samlede det op, fortæller Sidsel Søndergaard.

Børn samler ind

Siden 2006 har Danmarks Naturfredningsforening inviteret skoler og institutioner til at samle skrald i deres område. Sidste år deltog 141.000 børn, og 173.000 kilo affald blev indsamlet. I denne uge er børn landet over igen ude med affaldssækkene.

Så længe ligger dit skrald i naturen

Appelsin- og bananskræller: 2-5 uger

 

Cigaretskod uden filter: 3 måneder

 

Bomuldsklæde: 1-5 måneder

 

Aviser: 3-12 måneder

 

Cigaretpakke uden cellofan: 1 år

 

Cigaretfilter: 1-5 år

 

Sokker og vanter af uld: 1-5 år

 

Tyggegummi: 5 år

 

Malet træ: 13 år

 

Materialer af nylon: 30-40 år

 

Skosåler: 50-80 år

 

Aluminiumsdåser:10-500 år

 

Plasticposer: 100-1000 år

 

Plastic 6-pack låg: 450 år

 

Glasflasker: 4.000-1 mio. år

 

Kilde: Institut for Miljøvurdering

I år samler rekordmange ind. Og der er desværre behov for det ifølge foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.

quote Om det så skal tage mig fem år eller 10 år. Det er fint nok, jeg bliver ved

Sidsel Søndergaard, førtidspensionist

- Umiddelbart kan vi ikke se nogen indikation på, at der bliver mindre affald, og der er stadig behov for at rydde op efter dem, der ikke kan finde ud af at bruge en skraldespand, sagde hun til Ritzau mandag.

Og det behov forsøger Sidsel Søndergaard altså at udfylde så godt som muligt. Holbæks natur skal være plastikfri.

- Om det så skal tage mig fem år eller 10 år. Det er fint nok, jeg bliver ved, konstaterer hun.

Affaldsindsamling
Læs også
Elever samler affald ind:
Fandt 100 batterier og masser af dåser
Affaldsindsamling
Læs også
Elever samler affald ind:
Fandt 100 batterier og masser af dåser

Sidsel Søndergaard håber at få selskab i skraldeindsamlingens navn. På Facebook-siden Vi tager skraldet sammen… kan man tilslutte sig hende og andre skraldesamlere.


Nyhedsoverblik