Gys og gru, nabosprog og Star Wars. Der var kategorier for enhver smag, da Korsør Kulturhus dannede rammen om regionsfinalen i Smart Parat Svar.
Ti hold fra Sjælland, Lolland og Falster havde kvalificeret sig til konkurrencen, hvor de ikke blot skulle dyste om at blive regionsvinder, men også om en plads i den store landsfinale i næste måned.
Vi var gode til at arbejde sammen og hjælpe hinanden
- Hvad er en zombies svage punkt? Hvad hedder New Zealands hovedstad? Hvilket Medina-hit hedder "Unico" på spansk? Udfordrende spørgsmål haglede ned over de unge deltagere, og dagens quizmaster var imponeret over deres paratviden.
- Det er virkelig flot. De ved rigtig meget, som mange voksne ikke ved. Og det er Ikke kun om musik og YouTube, men også om almindelige skolefag, lød det fra Arne Larsen, der stod for at håndtere kortene med spørgsmål og svar.
Hovedpræmien er 10.000 kroner
Efter tre spændende indledende runder var de tre bedste hold klar til dagens afgørende dyst.
I en dramatisk kamp på hjernegymnastik mod hold fra Sorø og Lolland, var det til sidst Stræbersneglene fra Stenhus Skole i Holbæk, der kunne bryde ud i jubel som vindere.
- Det er megafedt, og vi er superglade. Vi var gode til at arbejde sammen og hjælpe hinanden. Nu vinder vi selvfølgelig også landsfinalen, lød det efterfølgende fra de fem sejrssikre medlemmer af Stræbersneglene.
Landsfinalen bliver afholdt i Odense den 7. februar. Hovedpræmien er 10.000 kroner til hele klassen.