33-årig anholdt efter dødeligt overfald

En 33-årig er anholdt i sagen om et dødsfald ved Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt- og Vestsjællands Politi har søndag eftermiddag anholdt en 33-årig mand fra Kalundborg-egnen.

Han mistænkes for at være skyld i den vold, der gjorde, at en 56-årig mand er afgået ved døden søndag morgen.

- Han har været udsat for massiv vold, siger vicepolitiinspektør Michael Sehested fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.

Manden fremstilles i grundlovsforhør mandag, oplyser politiet søndag aften.

Ifølge politiet kendte offer og den anholdte hinanden.

- De to mænd har en personlig relation. Det kan vi bekræfte, siger Michael Sehested, der dog ikke vil udtale sig om motivet for forbrydelsen.

Den 56-årige blev fundet hårdt kvæstet i naturområdet "Loch Ness" nordøst for Kalundborg.
Den 56-årige blev fundet hårdt kvæstet i naturområdet "Loch Ness" nordøst for Kalundborg. Foto: Skraafoto.dk, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Politiet oplyser ikke specifikt, hvad manden sigtes for.

Den 56-årige afdøde blev fundet i naturområdet "Loch Ness", der ligger ved byerne Spangsbro og Tømmerup nordøst for Kalundborg.

Manden var hårdt kvæstet, men i live, da han blev fundet ved fem-tiden tidligt søndag morgen, men han afgik ved døden kort efter.

Politiet: Gem overvågningsbilleder

I en pressemeddelelse udsendt kort før klokken 12 fortæller politiet, at de søger vidner i sagen.

- Der er ikke nogen tvivl om, at manden har været udsat for et alvorligt overfald. Men der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål.

quote Folk i området, der har videoovervågning, må gerne sikre optagelserne

Michael Robdrup Andreassen, Midt- og Vestsjællands Politi

- Derfor vil vi meget gerne høre fra alle, der var tilstede i Loch Ness-området lørdag aften og natten til søndag. De må meget gerne henvende sig til os snarest muligt, siger politikommissær Michael Robdrup Andreassen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Drab ved Kalundborg
Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

Politiet beskriver den afdøde 56-årige som værende "grønlandsk af udseende".

De hører gerne fra vidner, der kan fortælle noget om mandens færden i timerne op til, at han blev fundet, eller som i øvrigt mener at have set noget mistænkeligt i nat andre steder i området ved Kalundborg, Istebjerg og Tømmerup.

- Derfor må folk i området, der har videoovervågning, også gerne sikre optagelserne og eventuelt se dem igennem og kontakte os, hvis de ser noget, der kan have politiets interesse, siger Michael Robdrup Andreassen i pressemeddelelsen.


Nyhedsoverblik