Margit Gardersøe trækker en flaske rosé op af kurven på sin mors rollator.
- Den tager jeg, siger Ruth Jensen og skruer skruelåget af i en håndevending.
Det gik virkelig fint. Selv op ad brostenene
Sammen har mor og datter netop krydset målstregen til dette års Royal Run i Kalundborg.
- Skål og godt klaret, mor. Fantastisk løbet. Tak for turen, lyder det fra Margit Gardersøe.
En tur på brosten
Ruth Jensen er tidligere flittig gymnast og fylder 92 år søndag den 26. maj. Hun bor i Kalundborg og har besøg af datteren, der bor i København.
Sammen har de i dag tilbagelagt 1,6 kilometer. Den såkaldte One Mile, som er én af de tre distancer, man kan løbe eller gå til det royale løb.
Ruth Jensen og Margit Gardersøes tur gik ligesom de øvrige ruter til Royal Run i Kalundborg gennem midtbyen med start i J. Hagemann-Petersens Allé og slutmål i Adelgade.
Dermed skal alle dagens 10.000 deltagere løbe eller gå i den gamle middelalderdel af Kalundborg, hvor underlaget mange steder er brosten.
Lidt af en udfordring for Ruth Jensens rollatorhjul.
Men med støtte fra Margit Gardersøe og godt med gå-på-mod hos den 91-årige lykkedes det uden ulykker.
- Det gik virkelig fint. Selv op ad brostenene. Det var en fin rute, der er lavet. Det skal jeg love for.
- Og vi var ikke ret længe om det, lyder det fra Ruth Jensen.
Perfekt løbevejr
Det er sjette gang, Royal Run afholdes. Bag løbet står som bekendt Hans Majestæt Kong Frederik, som skød det første løb i gang i forbindelse med sin 50 års fødselsdag i 2018.
I år er første gang, Kalundborg er værtsby. Her deltager Dronning Mary, der løber ruten på fem kilometer.
Her løb de kongelige
Som altid deltager flere medlemmer af kongefamilien også i løbet.
I Fredericia løber kong Frederik One mile
I Brønderslev løber kronprins Christian One mile
I Aarhus løber kong Frederik fem kilometer
I Kalundborg løber dronning Mary fem kilometer
I København løber kong Frederik ti kilometer
Og vejret er med løberne.
- Det er perfekt løbevejr, lyder det fra Ruth Jensen.
- Det er godt med en sky ind i mellem, så det ikke bliver for varmt.
Royal Run er arrangeret af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, som er et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik.
På One Mile er der deltagere fra alle aldersgrupper.
Lige fra babyer i barnevogne, til små børn i løb, forældre med børn på skuldrene og så Ruth Jensen og Margit Gardersøe side om side.
En medalje til samlingen
Selvom benene ikke længere kan løbe, var Ruth Jensen fuld af selvtillid undervejs og satte flere gange farten op.
Der var ifølge hende kun én ting, der sænkede hende.
- Jeg har jo en med, der ikke går så stærkt, lyder det drilsk fra mor til datter.
De to havde set frem til dagens løb. Især Ruth Jensen, der har løbet en del i sine yngre dage.
- Jeg har glædet mig til turen, for jeg har jo været vant til at komme ud både til gymnastik og løb, og det savner jeg jo. Men jeg ser jo desværre ikke så godt længere, fortæller hun.
Sluttiden blev mellem 40-45 minutter. Ruth Jensen er stolt af medaljen, der nu hænger om halsen.
På den ene side står trykt:
Godt klaret! Sammen kan vi mere, end vi tror.
- Den skal hjem til guldmedaljerne fra de andre løb, jeg har været med til. Kom ikke her, lyder det fra Ruth Jensen.
På landsplan deltager 95.000 i dag i Royal Run. 30 procent af de tilmeldte har angivet, at de aldrig har deltaget i et motionsløb før.