Badeforbud efter fund af bakterie

I weekenden er der blevet indført badeforbud flere steder på Kystvejen i Kalundborg Kommune, fordi man har fundet colibakterier i vandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flere steder langs Kystvejen i Kalundborg Kommune er der indført badeforbud grundet fund af colibakterier i vandet. Derfor har kommunen opsat skilte med teksten ”Badeforbud grundet colibakterier”.

Badeforbuddet gælder strækningen på Kystvejen fra Kysttoften ned mod Gisseløre.

Kalundborg Kommune tjekker løbende badevandskvaliteten på de forskellige strande i kommunen, og lørdag fandt man bakterier i vandet, som ikke skulle være der.

quote Det er blevet konstateret, at der var noget, der så anderledes ud i vandet, og noget der lugtede

Mads Damkjær, kommunikationschef i Kalundborg Kommune

Årsagen er, at en af Kalundborg Forsynings pumper har pumpet noget ud i vandet ved en fejl.

- Det er blevet konstateret, at der var noget, der så anderledes ud i vandet, og noget der lugtede, fortæller Mads Damkjær, kommunikationschef i Kalundborg Kommune.

- Det viste sig, at der var en af Forsyningens pumper, der var defekt, og derfor var der noget, som vi ikke var helt klar over, hvad var, der var løbet ud i vandet. Derfor har vi så udstødt et badeforbud.

Målinger der er over grænseværdier

Kalundborg Kommune har foretaget to målinger, som begge er over grænseværdierne. Den ene måling er foretaget i byen og den anden ved Solitude (Refsnæsskolens Badebro).

Ved den ene måling er grænseværdierne for intenstinale enterokokker målt til 540, hvor grænseværdien er 400. Colibakterier er målt på 930, som er lidt under, hvor grænseværdien normalt er 1000.

Det er endnu uvist, hvor længe badeforbuddet er gældende, men kommunen foretager løbende prøver for at tjekke, om vandet er rent.
Det er endnu uvist, hvor længe badeforbuddet er gældende, men kommunen foretager løbende prøver for at tjekke, om vandet er rent. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

Den anden måling ved Refsnæsskolens badebro er intestinale enterokokker målt til 490 (hvor grænseværdien er 400). Og colibakterier er målt til 1200 (hvor grænseværdien er 1000).

- Der er resultater, der er over de nedsatte grænseværdier, og derfor udsteder vi altid et forbud, når dette sker, understreger kommunikationschef Mads Damkjær.

Uvist hvornår badeforbud ophæves

Det er endnu uvist, hvornår de strandglade gæster kan tage sig en svømmetur igen. Nu skal der løbende foretages målinger af vandet.

- Uheldet er standset, - der bliver ikke pumpet mere ud nu. Men vi skal være helt sikre på, at vandet er rent, før vi kan ophæve badeforbuddet, siger kommunikationschef Mads Damkjær.

Kalundborg Kommune måler badevandskvaliteten 38 forskellige steder i kommunen, bl.a. på Gisseløre, ved Kysttoften, Kystbakken, Byens Mose og Refnæsskolens Badebro. De sidste offentliggjorte resultater på Kalundborg Kommunes hjemmeside er fra 23. maj 2023.

Hvad analyseres badevandet for?

Badevandet skal ifølge lovgivningen analyseres for to typer bakterier, E. coli og Intestinale enterokokker. Derudover måler prøvetagerne også vandets temperatur, når de er ved stranden.

E. coli og Intestinale enterokokker er såkaldte indikatorbakterier. De er sjældent selv sygdomsfremkaldende, men når de findes i vandet, er det et tegn på forurening med afføring (fra dyr eller mennesker). Der er således risiko for, at der er andre sygdomsfremkaldende bakterier eller vira i vandet, f.eks. salmonella eller campylobacter, der blandt andet kan give diarré.

  • E. coli
    De fleste bakterier af arten Escherichia coli (colibakterier) er naturligt forekommende bakterier i menneskers og dyrs tarme, og forårsager dermed ikke sygdom. Visse grupper af E. coli forårsager dog forskellige former for infektion. E.coli formerer sig ikke i saltvand og dør som regel efter kort tids ophold i vandet.

  • Intestinale enterokokker
    Disse bakterier kommer fra tarmen hos mennesker og varmblodede dyr, og de overlever generelt længere tid i saltvand end E. coli.

Kilde: Kalundborg Kommune


Nyhedsoverblik