Med virkning fra i dag klokken 10.00 har regeringen indført et midlertidigt forbud mod at afholde eller deltage i arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor flere end 10 personer er samlet.
Nu er vores ansvar for, hvor mange mennesker, vi må lukke ind, blevet skærpet endnu mere
Forbuddet gælder både indendørs og udendørs og omfatter både offentlige og private arrangementer og begivenheder. Forbuddet gælder også alle aktiviteter og religiøse handlinger i trossamfund, med undtagelse af begravelser og bisættelser.
Der er dog også på dette område blevet indført restriktioner.
- Nu er vores ansvar for, hvor mange mennesker, vi må lukke ind, blevet skærpet endnu mere, siger sognepræst, Morten Pedersen fra Vor Frue Kirke i Kalundborg til TV2 ØST.
Nye skarpe regler for begravelser og bisættelser
Folkekirkerne har onsdag formiddag modtaget præcise instrukser for, hvordan de kan afvikle bisættelser og begravelser:
- Der må være en person pr fire kvadratmeter gulvareal. Og så er det op til menighedsråd, præst og provst at vurdere, hvordan det kan hænge sammen i de enkelte kirker, siger sognepræst, Morten Pedersen fra Vor Frue Kirke i Kalundborg.
- Det vil være et individuelt tal fra kirkerum til kirkerum.
I Kalundborg har kirken endnu ikke taget endelig stilling til, hvor mange der kan være med til bisættelser og begravelser.
- Lige nu pågår der en beslutningsproces, hvor vores provst og menighedsråd er involveret.
Antallet gør en stor forskel for de pårørende
Ifølge sognepræsten i Kalundborg er der flere borgere, der bliver påvirket, af coronakrisen i forbindelse med afholdelse af begravelser og bisættelser.
Det betyder selvfølgelig noget om afdødes børn og børnebørn kan være med.
- Lige nu har jeg to familier, der sidder og afventer, hvor mange de må deltage med. Indtil den nyeste vejledning, vi har fået fra biskopperne, var det op til præsterne at skønne, hvor mange de ville lukke ind. Nu er vejledningerne blevet skærpet, siger Morten Pedersen.
- Det, som de pårørende kan vælge at gøre nu, er at få afdøde kremeret og lave en højtidelighed senere, når vi igen kan forsamles mange mennesker. Alternativet er, at man afholder det nu, hvor kun de nærmeste kan deltage, siger sognepræsten.
- Men det betyder selvfølgelig noget om afdødes børn og børnebørn kan være med. Så det tal er ikke ligegyldigt for de pårørende.
Sognepræst: - Der går noget tabt, når vi er på afstand af hinanden
Ifølge sognepræst Morten Pedersen har coronakrisen ændret hans hverdag radikalt.
- Der findes ikke fysiske møder sted, andet end i et minimalt omfang. Det er en helt anden kontakt, vi lige pludselig får med vores menighed, siger han.
Vor Frue Kirke har valgt at afholde gudstjenester digitalt på deres hjemmeside og Facebookside.
- Men det er slet, slet ikke det samme, siger Morten Pedersen.
Vi kan ikke mærke hinanden, når vi er på afstand af hinanden
- Der opstår noget med mennesker, når vi er i samme rum. Det kan man delvist få frem i en telefonsamtale, men der går også noget tabt her. Der går noget tabt, når vi er på afstand af hinanden. Vi kan ikke mærke hinanden i samme grad, når vi er på afstand af hinanden.
- Den her ånd, vi går og spreder imellem hinanden, er virkelig blevet udfordret af, at den skal gå igennem en telefon eller igennem en skærm. Nogle af de mennesker, jeg er meget bekymret for er dem, der ikke har et netværk eller ikke oplever at telefonen ringer, siger sognepræst Morten Pedersen.