Borgere undrer sig - lygtepæl står plantet midt i det nye fortov

Borgere i Kalundborg undrer sig. Hvordan er en lygtepæl endt midt i fortovet?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Arbejdet med at renovere Slagelsevej i Kalundborg skrider hastigt frem - og måske også lidt for hurtigt.

Borgere har således gjort både kommunen og den lokale tv-station, TV-Kalundborg.dk, opmærksomme på en lygtepæl, der er endt lige midt i det nyrenoverede fortov.

Spørgsmålet – hvordan kunne det ske? – melder sig straks. TV2 ØST har spurgt Charlotte Jørgensen, der er teamleder for Vej og Park i Kalundborg Kommune, om et svar.

- Vi har afprøvet en ny form for laser-scannings-opmåling i 3D, som et firma gerne vil sælge til os. Den har ikke rigtigt kunnet det, vi havde forventet, den kunne. Den er simpelthen ikke præcis, som de lovede, siger Charlotte Jørgensen til TV2 ØST.

Hun understreger, at fejlen vil blive rettet snarest.

Kommune slipper for at betale for fejl

Fejlen har betydet, at planen for fortovet har forskubbet sig 60 centimeter.

- Det firma, der skal sætte lygtepælene op igen, har fået at vide, at lygtepælene skal stå, hvor de stod før. Men den nye opmåling gør, at fortov og lygtepæl er forskubbet 60 centimer, og det er selvfølgelig utrolig uheldigt, siger Charlotte Jørgensen og tilføjer:

- Vi er glade for, at borgerne har taget det med et smil.

Artiklen fortsætter under billedet.

Selvom lasermålingen skød forbi, så burde både rådgiver og ingeniør have opdaget fejlen, understreger Charlotte Jørgensen, teamleder for Vej og Park i Kalundborg Kommune.
Selvom lasermålingen skød forbi, så burde både rådgiver og ingeniør have opdaget fejlen, understreger Charlotte Jørgensen, teamleder for Vej og Park i Kalundborg Kommune. Foto: Jens Nielsen - TV-Kalundborg

Selvom lasermålingen skød forbi, så burde både rådgiver og ingeniør have opdaget fejlen, understreger Charlotte Jørgensen.

Fejlen kommer heller ikke til at koste Kalundborg Kommune noget, oplyser hun.


Nyhedsoverblik