Da Ulla Pedersen fra Bakkendrup var i Gørlev i sidste uge, kunne hun ikke undgå at bemærke, at parkeringspladsen ved den lokale legetøjsbutik, der også fungerer som postbutik, var noget medtaget efter en omgang regn.
- Jeg var inde hos Mette (Thrane, butiksejeren, red.) tre gange på en uge. Den første dag soppede jeg rundt i vand, og den anden dag var der tørt, men bilen hoppede og dansede, fordi der er så mange huller, fortæller hun.
- Og så tænkte jeg, at man da må kunne gøre noget. Om ikke andet kan jeg da hjælpe til med en skovl, andet var det ikke, siger hun.
Derfor gik Ulla Pedersen til tasterne i en lokal bygruppe på Facebook for at høre, om andre kunne være interesseret i at hjælpe med at forbedre den lokale butiks parkeringsplads.
- Hun er en ildsjæl og altid i godt humør. Det er en varme at komme ind til hende, fortæller Ulla Pedersen om Mette Thrane, som hun mener har gjort meget godt for borgerne i Gørlev og derfor fortjener at få noget tilbage.
Stor opbakning
Ulla Pedersen havde ikke de store forventninger til, hvilken respons der ville komme på hendes opslag, men det viste sig, at mange var klar til at give en hjælpende hånd med på den ene eller anden måde.
- Jeg havde jo ikke forestillet mig, at opslaget ville gå så meget amok, fortæller hun om opslaget, der på under en uge har fået over 130 positive kommentarer af forskellig karakter.
- De vil gerne giver donationer, de vil gerne møde op med en skovl, nogle vil gerne bage kage, og SuperBrugsen vil gerne give drikkelse til dem, der skal lave noget, uddyber hun.
De mange reaktioner er i den grad kommet bag på initiativtageren, der er benovet over borgerne i Gørlev – og dem langvejs fra.
- Der var blandt andet en, der skrev, at de boede på Amager, men at de altid brugte Mettes butik, når de var i sommerhus ved Bjerge Strand, så de ville gerne give en donation. Så kan man da regne ud, at Mette er noget specielt, siger Ulla Pedersen.
Overvældet butiksejer
Ejeren af butikken, Mette Thrane, blev gjort opmærksom på opslaget af en kunde.
- Så gik jeg ind og kiggede, og jeg var jo helt målløs. Det var næsten, så tårerne trillede ned af kinderne, fordi der er så mange mennesker, der vil gøre noget for en, siger Mette Thrane.
Hun er godt klar over, at hendes parkeringsplads ikke er i fantastisk stand, hvilket kunder ofte kommenterer på, og det nager butiksejeren.
- Jeg har jo simpelthen lagt grus på så mange gange, og jeg har ikke råd til at renovere den, fortæller hun.
Hun er glad for, at flere af Gørlevs borgere tilsyneladende ønsker at give noget tilbage til hende.
- Jeg forsøger altid at hjælpe og vil gøre alt for mine kunder, siger hun.
Tilbage i 2017 blev hun blandt andet populær hos især den ældre del af lokalbefolkningen, da hun med hjælp fra en lokal bank sørgede for, at det stadig var muligt at betale med girokort i postbutikken, selvom det egentlig blev udfaset landet over.
Nu mærker hun så taknemligheden i den vestsjællandske by.
- Jeg er jo bare pavestolt af at bo i Gørlev, hvor folk bakker op omkring mig, siger hun.
Forsøger at samle trådene
Da den store opbakning er kommet bag på initiativtageren Ulla Pedersen, er hun nu gået i gang med at forsøge at samle trådene. For det er ikke bare sådan lige til at samle penge ind til en donation.
- Hvis det koster for mange penge at oprette en MobilePay-boks eller noget lignende, så glider det jo lidt ud i sandet, siger hun.
Hun er dog fortrøstningsfuld i forhold til at samle de lokale, villige kræfter og gøre noget ved parkeringspladsen.
- Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at det kom så vidt, men det er jo en sjov måde at gøre det på, lyder det fra initiativtageren.