Dobbelt bandedrab i Kalundborg var angiveligt nøje forberedt

Anklageskrift afslører, hvordan skudattentat på P-plads i Kalundborg var forberedt i mindste detalje.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Medlemmer af den forbudte bande LTF stod ifølge anklagemyndigheden bag et nøje planlagt skudattentat, som i november kostede to unge mænd livet på parkeringspladsen ved Meny på Nørre Allé i Kalundborg.

En tredje mand blev livsfarligt såret.

Midt- og Vestsjællands Politi har rejst tiltale mod fem mænd i sagen, og af sagens anklageskrift fremgår det, at drabene var både planlagte og velforberedte.

Det var den 17. november 2020 klokken 18.07, at lyden af automatvåben gjaldede over parkeringspladsen. Tre unge mænd blev ramt af adskillige skud. To af dem mistede livet.

En af de dræbte var ifølge anklageskriftet tilknyttet en bandegruppering kaldet Sydkystgruppen, som LTF - en forkortelse for Loyal To Familia - på det tidspunkt efter politiets opfattelse lå i åben krig med.

Sjette mand er også mistænkt for drabet

Fire af de tiltalte er ifølge anklageskriftet tilknyttet LTF. De er i alderen 23-28 år. Tre dage før drabet mødtes tre af dem med den femte tiltalte og en sjette mand ved Asnæsværket.

Her planlagde de deres ugerninger, og i Kalundborg og omegn foretog de rekognoscering, lyder anklagen. Den sjette mand er også mistænkt for drabet, men hans sag behandles for sig.

Læs også
Et døgn efter koldblodigt skyderi i Kalundborg: - Det er ret forråede gerningsmænd
Læs også
Et døgn efter koldblodigt skyderi i Kalundborg: - Det er ret forråede gerningsmænd

Dagen efter mødet aftalte en af de tiltalte via beskedtjenesten Wickr et møde med manden fra Sydkystgruppen og de to andre ofre, lyder det i anklageskriftet. Det møde, som skulle foregå på P-pladsen, gik dog i vasken, fordi sydkystmanden ikke kunne nå frem.

Dagen efter var et nyt møde aftalt, men heller ikke det blev til noget. Den tiltalte, som anklageskriftet ikke sætter i forbindelse med LTF, aflyste. Grunden var angiveligt, at der var for meget politi i byen.

Alle er skyldige, mener anklagemyndigheden

17. november - tre dage efter planlægningsmødet ved Asnæsværket - blev et nyt møde på P-pladsen ved Meny aftalt. Tre af de tiltalte kørte ifølge anklageskriftet med den sjette mand fra Brøndby til Kalundborg.

En af dem ventede i flugtbilen på Eskebjergvej i nærheden, mens de øvrige tog til P-pladsen. Ifølge anklageskriftet var de bevæbnede med mindst to forskellige skydevåben, og de affyrede adskillige skud.

Selv om kun tre af de seks var på P-pladsen, så mener anklagemyndigheden, at alle er skyldige i drabet.

Af sagens anklageskrift fremgår det desuden, at fire af de tiltalte angiveligt stjal en bil, en VW Transporter, som efter drabet blev fundet udbrændt på Eskebjergvej.

De fire er også tiltalt for at have stjålet en anden bil - en Audi. Begge biler er ifølge anklageskriftet brugt til kørsel fra Storkøbenhavn til Kalundborg.


Nyhedsoverblik