Cirka klokken 18.00 tirsdag aften hørte medarbejdere og kunder høje lyde fra parkeringspladsen uden for supermarkedet Meny på Nørre Alle i Kalundborg.
- Vi gik ud fra, at det var fyrværkeri, indtil der kom en person ind i butikken og sagde, at der var nogle, der var blevet skudt, fortæller købmand Michael Skovgaard Rasmussen til TV2 ØST.
Jeg synes, det er katastrofalt og overhovedet ikke i orden
Ude på parkeringspladsen kunne købmanden se tre unge mænd ligge på jorden ramt af skud.
- Så ringede vi 112 med det samme, og i løbet af kort tid ankom politiet. De var meget professionelle og sikrede sig, at butikken blev tømt på en professionel og ordentlig måde. I løbet af 10-15 minutter havde de afspærret parkeringspladsen og fået folk væk på en god måde, fortæller købmanden.
To dræbte og én såret
Politiet oplyser, at de tre mænd kommer fra Storkøbenhavn.
To af dem blev dræbt af skuddene. Èn er fortsat indlagt på hospitalet.
- Jeg synes, det er katastrofalt og overhovedet ikke i orden, siger Michael Skovgaard Rasmussen.
Artiklen fortsætter under videoen.
Købmanden fortæller, at han er okay efter at have set de tre mænd ligge livløse på jorden. I dag har han brugt formiddagen på at tale med medarbejdere og sikre, at de kan få krisehjælp, hvis de får behov for det.
Ifølge købmanden var politiet til stede med cirka 50 mænd og helikoptere i luften inden for en halv time.
Han roser politiet for deres indsats med at tømme butikken for gæster og afspærre området omkring gerningsstedet.- Jeg tror ikke, det gik op for kunderne, hvad der var sket. De blev gelejdet ud på en pæn måde, så jeg tror ikke, at de oplevede stor dramatik omkring det, siger han.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Grafik: Lonni Christiansen
Mange tip til politiet
Siden skudepisoden tirsdag aften har Midt- og Vestsjællands Politi bedt offentligheden om hjælp med nyttige oplysninger om skyderiet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Mange borgere har siden tirsdag aften kontaktet politiet med konkrete iagttagelser omkring skudepisoden, der siden har kostet to personer livet og sendt en patient på hospitalet.
- Vi har talt med rigtig mange borgere siden hændelsen tirsdag aften - både borgere, som vi selv kontakter, og borgere som har henvendt sig til os via 1-1-4 – og vi håber fortsat, at endnu flere borgere vil kontakte os med iagttagelser og viden, siger Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Ved skudepisoden blev tre mænd fra det storkøbenhavnske område beskudt med to dræbte og en såret til følge.
Glade for henvendelser
Charlotte Tornquist understreger, at politiet er meget glade for henvendelserne fra borgerne.
- Alle tip er velkomne – og vi opfordrer fortsat borgere til at henvende sig, hvis de ved noget, der kan have den mindste betydning i sagen, siger hun og understreger, at det ikke kun gælder området omkring selve skudepisoden ved Meny-supermarkedet på Nørre Allé, men i princippet hele byen.
- Vi foretager undersøgelser flere steder i byen, vi er generelt meget interesserede i iagttagelser af noget usædvanligt i byen, siger hun.
For at øge trygheden i området har politiet kørt den mobile politistation til området, hvor den vil befinde sig hele dagen. Også her kan borgere henvende sig med observationer om usædvanelige hændelser, oplyser politiet.
Bussen med politistationen er parkeret ved Meny-supermarkedet på Nørre Allé indtil klokken 20.00.