I 28 år var det alkohol, der styrede Michael Olsens liv.
Men de sidste otte år har han været ædru, og nu har han startet et fællesskab for andre udsatte borgere i Kalundborg.
Det har jeg brændt for, lige siden jeg mødte dem, så det blev taget imod med kyshånd og ja tak.
- Jeg blev spurgt, om jeg ikke ville starte en afdeling op i Kalundborg. Og så tænkte jeg bar 'yes'. Det har jeg brændt for, lige siden jeg mødte dem, så det blev taget imod med kyshånd og ja tak, fortæller Michael Olsen, der nu er afdelingsleder for Recovery Bulls i Kalundborg.
I et par år tog han hver fredag til Slagelse for at være sammen med ligesindede i Recovery Bulls dér, men nu slipper han for den lange køretur.
Recovery Bulls er et idrætsfællesskab for mennesker, der har eller har haft eksempelvis misbrug, hjemløshed og psykisk sygdom inde på livet.
Allerede nu har Recovery Bulls i Kalundborg 24 medlemmer. Men det er svært for landets nyeste afdelingsleder at tro på succesen.
- Tør man tro på det? Hvad ligger der bag? Den nagende mistillid, jeg har, fra jeg var misbruger, den er der konstant. Men der må være noget om det, for ellers ville folk ikke blive ved med at sige, at jeg gør det godt, siger Michael Olsen.
Fokus på idræt
Det er det sociale, der er i højsæde, når medlemmerne hos Recovery Bulls mødes. Dog er der i organisationen et stort fokus på motion, som er noget, de fleste medlemmer ikke har haft fokus og overskud til før.
- Da jeg var misbruger, handlede det bare om at skaffe penge til hash og amfetamin. Jeg har lavet meget lort for at få penge til hash og amf., siger Ole Jakobsen, der nu er medlem af Recovery Bulls i Kalundborg.
Så dengang stod det ikke på Petanque om torsdagen?
- Nej, det gjorde det godt nok ikke, griner han.
Alle kan være med
Det koster 50 kroner om året at være medlem af Recovery Bulls. Man behøver ikke selv have haft problemer med for eksempel stoffer eller alkohol for at deltage.
Artiklen fortsætter under billedet.
Mia Svenningsen er søster til Michael Olsen og har længe savnet et fællesskab, hvor også pårørende kunne være med.
- Det har været nogle hårde år. Men det er først, når man er kommet ud af det, at man lægger mærke til, hvad man har været igennem. Der synes jeg, det er fantastisk at snakke med nogle mennesker, der selv har været der, fortæller hun.
Jesper Friese har tidligere har kæmpet med både alkohol og stofmisbrug og har flere gange været indlagt på psykiatrisk hospital.
Også for ham er det vigtigt med et frirum, hvor man kan dukke op, uanset hvordan han har det.
- Folk ved, hvordan det er, når jeg siger, jeg har det rigtig skidt. For det slås jeg stadigvæk med, siger Jesper Friese.
Her i regionen ligger Recovery Bulls nu i Kalundborg, Vordingborg og Slagelse.
Derudover er der afdelinger fire andre steder i landet.