Normalt foregår skolernes motionsdag den sidste fredag inden efterårsferien starter.
Her skal de fleste elever landet over dyrke motion én dag for at markere vigtigheden af idræt og bevægelse i skolen.
Men hos Vinde Helsinge Friskole, Vestsjællands Idrætsefterskole og Friluftsgården, har de taget motionsdagen et nøk op fra den ellers traditionelle motionsdag.
Her holder de nemlig ‘motionsdøgn’, hvor de løber og holder sig aktiv i 24 timer i streg.
- Vi har besluttet at gøre skolernes motionsdag til noget særligt for os - vi ville have et motionsdøgn, som starter torsdag klokken 12 og slutter igen klokken 12 fredag, fortæller Charlotte Resøe, som er forstander for Vinde Helsinge Friskole, Vestsjællands Idrætsefterskole og Friluftsgården.
I samme ombæring samler eleverne også penge ind.
Eleverne er selv med til at bestemme, hvem pengene skal doneres til.
Sodavand og godt humør
Eleverne løber på en 800-meter rute, hvor de løber en form for stafet med de andre elever.
På den måde løber eleverne ikke selv i 24 timer, men giver 'stafetten', eller løbetjansen om man vil, videre efter en rum tid.
To af dem, der virkelig holder løbet i gang, er eleverne Emilie Grove og Victoria Knudsen, som har løbet mange omgange efterhånden.
Vi har faktisk bettet (oddset, red.) på hinanden - pizza, hvis vi løber langt, eksempelvis.
- Lige nu står det meget godt til, siger en lidt halvforpustet Emilie Grove, som da også har været med til at løbe omkring ti kilometer, da spørgsmålet falder.
- Jeg synes, humøret er højt, fortsætter hun.
Ved siden af løber veninden Victoria Knudsen, og hun er også en anelse forpustet.
- Jeg synes også, det går godt. Det er meget hyggeligt at løbe med ens venner, forklarer hun.
Udover glæden ved at løbe med ens venner og veninder, så er der også andre 'gulerødder', der gør, at det er underholdende at holde sig i gang så lang tid ad gangen.
- Vi har faktisk bettet (oddset, red.) på hinanden - pizza, hvis vi løber langt, eksempelvis, siger Victoria Knudsen med et lille smil, mens musikken brager løs i baggrunden.
- Trætheden rammer selvfølgelig på et tidspunkt, men de snacks, det høje humør, sodavand og så videre gør, at vi kan holde os i gang, supplerer veninden Emilie Grove.
104.000 kroner
Mellem stafetten er der mulighed for, at eleverne kan lave noget andet end løb - som for eksempel at slappe lidt af.
Når man ikke er ude og løbe, er der også andre aktiviteter såsom vildmarksbad, karaoke, natbadminton og maraton-fodbold.
- Jeg synes virkelig, at humøret er meget højt, og motivationen er også høj hos eleverne er mit indtryk, forklarer en storsmilende forstander, Charlotte Resøe.
Det er ikke første gang, eleverne på Vinde Helsinge Friskole, Vestsjællands Idrætsefterskole og Friluftsgården har løbet ‘motionsdøgn’.
Sidste år løb de samlet set 8.846 kilometer og samlede lidt over over 104.000 kroner ind til danmarksindsamlingen.