En person er reddet ud af flammerne fra en lejlighed i Gørlev og er fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand. Der er tale om en person på 64 år.
- Vi har en beboer i lejligheden, der er blevet reddet ud, og er kraftig forbrændt, siger Asger Bechstrøm, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Hele eftermiddagen har politi og brandvæsenet arbejdet på højtryk med at få den voldsomme lejlighedsbrand ved Østerled under kontrol.
Vestsjællands Brandvæsen er stadig massivt til stede sent fredag eftermiddag. Her har de været til stede, siden klokken klokken 12.30, da anmeldelsen tikkede ind, og de rykkede ud på adressen med flere patruljer.
Kraftig røgudvikling
Fra lejligheden er der i øjeblikket en del røgudvikling, som angiveligt kan ses flere kilometer væk.
- Det er en brand, der har udviklet en del røg i området. De arbejder på livet løs på stedet dernede, fortæller vagtchefen.
Beboere evakueret
Andre beboere fra bygningen er blevet evakueret, men ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er der ikke andre personer, der er kommet til skade i forbindelse med branden.
- Vi har selvfølgelig haft folk ude af lejlighederne, og der er kommet sodskader i bygningen, fortæller vagtchefen.
Brandårsagen er endnu uvis, men vil i den kommende fremtid blive undersøgt nærmere.
- Vi har endnu ikke fundet ud af præcist, hvordan branden er opstået, men vi mistænker ikke en kriminel handling, understreger vagtchef Asger Bechstrøm.