Fem mænd skal sidde i fængsel på livstid for at stå bag to drab og et drabsforsøg på parkeringspladsen ved Meny i Kalundborg den 17. november 2020.
To af dem er ligeledes blevet udvist af Danmark for bestandigt.
Foruden de to drab og drabsforsøget er de dømt for at besidde skydevåben på et offentligt sted, og så er de dømt efter den særlige bandeparagraf i straffeloven, der giver mulighed for skærpet straf, når forbrydelsen er sket som led i en bandekonflikt.
Det er, som om der stadig er et håb om, at han kommer tilbage. Men så ser man grave
Fire af de fem dømte har tilknytning til banden Loyal to Familia (LTF, red.), og på drabstidspunktet lå de i konflikt med den gruppe, som politiet kalder Sydkystgruppen. Ofrene var en del af denne gruppering.
En tilfreds anklager
Det er et enigt nævningeting ved Retten i Holbæk, der er nået frem til dommen mandag eftermiddag.
- Det er svært at være utilfreds med, må man sige. Det er et helt klart signal fra retten, at vi ikke accepterer den her type parallelsamfund, som man har forsøgt at have her, hvor man selv agerer dommer og nævning og hævner de ting, der sker. Det har det danske samfund sagt fra over for i dag, siger en af sagens anklagere, Anja Lund Liin.
De dømte skal i solidaritet betale sagens omkostninger samt betale erstatning til de efterladte.
De fem mænd blev tidligere på dagen kendt skyldige i sagen, mens en sjette tiltalt blev frifundet og løsladt.
Alle dømte har anket sagen til frifindelse i landretten.
- Det er ikke det resultat, vi gik efter, og derfor har vi også anket. Jeg hæfter mig ved, at man siger, at man ikke kan bevise, at min klient er en af gerningsmændene, men blot, at han har medvirket hertil. Derfor mener jeg, han skal frifindes, fordi der er rejst tiltale for, at han har skudt, og det er ikke fundet bevist, siger Michael Juul Eriksen, en af forsvarerne i sagen.
Det er de dømt for:
- 28-årig mand: Dømt skyldig i drab og drabsforsøg. Anklagemyndigheden har tidligere sagt, at den mener, at det var ham, der trykkede på aftrækkeren.
- 24-årig mand: Dømt skyldig i drab og drabsforsøg. Var chauffør på gerningstidspunktet. Retten mener, at han havde forsæt til at vide, hvad der skulle foregå.
- 26-årig mand: Dømt skyldig i medvirken til drab og drabsforsøg.
- 25-årig mand: Dømt skyldig i medvirken til drab og drabsforsøg. Retten finder det bevist, at han var til stede ved Asnæsværket umiddelbart før skyderierne, og at han overdrog våbnene. Han må derfor være bekendt med formålet.
- 23-årig mand: Dømt skyldig i medvirken til drab. Var ikke selv til stede, da drabet fandt sted.
- 21-årig mand: Frikendt.
Lokket i baghold
Drabene blev begået klokken 18.06 på en parkeringsplads uden for dagligvarebutikken Meny på Nørre Alle i Kalundborg. Midt i åbningstiden med masser af handlende i Meny stod tre unge mænd fra Københavns Vestegn på parkeringspladsen og ventede på den kontaktperson, de troede, de skulle købe våben af.
I stedet dukkede tre andre personer op, og der blev affyret skud. De tre ventende mænd blev ramt, to af dem i hovedet og i munden. En 24-årig mand døde på parkeringspladsen, en 21-årig afgik ved døden på Holbæk Sygehus, og en 20-årig blev livsfarligt kvæstet kørt til Rigshospitalet, hvor han blev opereret og overlevede.
Efterfølgende fandt politiet 15 patronhylstre og tre projektiler på stedet.
Motivet til skuddrabene var ifølge anklagemyndigheden en hændelse, der fandt sted under en bandekonklift mellem LTF og en gruppering, som politiet kalder Sydkystgruppen.
18 dage forud for drabene i Kalundborg blev et medlem af LTF kidnappet, pryglet og ydmyget, mens han blev videofilmet. Ifølge anklageren er han formentlig blevet udsat for seksuelle krænkelser omkring endetarmsåbningen. Efterfølgende blev offeret lagt på en parkeringsplads i Ishøj, hvor han blev fundet og kørt til Hvidovre Hospital.
Ifølge anklagemyndigheden er drabene blevet begået som en hævnaktion for overfaldet på LTF-medlemmet.
Sorgen forsvinder aldrig
Kort før dommen faldt, talte TV2 ØST med faren til en af de to dræbte mænd. Han var lettet over at de fem mænd var kendt skyldige.
- Det er lige som om, det letter lidt nu. Men min søn kommer jo ikke tilbage, siger Abdul Sattar.
- Det er hårdt. Nogle dage dukker det pludselig op, og så savner man ham mere end andre dage. Der er et tomrum efter ham, og hos os står hans seng stadig med hans dyne og hans pude. Som om han bare er gået. Det gik så stærkt, og det er, som om der stadig er et håb om, at han kommer tilbage. Men så ser man graven, og så ved man, at det gør han ikke.
VIDEO: Der er ikke nogen medicin for sorgen, fortæller faren til en af de dræbte mænd.
En juiceboks med DNA
Under sagen har anklagerne Anja Lund Liin og Thomas Rasmussen fremlagt masteoplysninger og overvågningsbilleder. Blandt andet er der overvågningsbilleder fra en lejlighed i Brøndby, hvor en af de tiltalte bor. Her har politiet konstateret, at en række af de tiltalte mænd i dagene op til drabene er kommet og gået igen.
På billederne kan man se, at tidspunkterne for afgang og ankomst passer sammen med GPS-udlæsningen af en sort Audi, der i dagene op til drabene kørte fra Brøndby til Kalundborg og tilbage igen. Desuden har politiet fundet en juicebrik med DNA fra én af de tiltalte ved Asnæsværket i Kalundborg.
Anklagerne mener, at drabsmændene igennem flere dage var klar til at skyde de tre ofre, og at det var derfor, de tog til Kalundborg fire dage i træk.
Specialanklager Anja Lund Liin har tidligere kaldt drabene på parkeringspladsen for en ren likvidering.
Krypterede beskeder
I skyldkendelsen lagde retten vægt på netop mændenes færden i dagene op til drabet og brug af krypterede telefoner.
På en af telefonerne, som retten vurderede tilhørte den 28-årige tiltalte, blev der afsendt en besked umiddelbart efter drabene, hvor der stod: "Dræbte tre mand lige før, bror, vi har vores hævn."
Politiet er kommet i besiddelse af chatbeskederne, fordi de er skrevet på den krypterede kommunikationstjeneste Sky ECC. En tjeneste, kriminelle har brugt til at kommunikere frit, indtil det lykkedes fransk og hollandsk politi at bryde koden til kommunikationsplatformen.
Pludselig stod politiet med en meget stor mængde chatbeskeder mellem kriminelle. Nogle af beskederne var skrevet på dansk, og danske betjente har koblet visse af chatsamtalerne til drabssagen fra Kalundborg.
- Det betød rigtig meget, at vi fik fat i det krypterede materiale. Vi havde rejst tiltalen mod de fem af dem, inden vi fik materialet. Men beviserne blev ikke dårligere af, at vi fik det her, som jeg i min procedure kaldte "et unikt indblik i LTF's maskinrum". De fortalte os jo, præcis hvad der var foregået, siger anklager Anja Lund Liin.
Ikke det sidste punktum
Men sagen er ikke endeligt afsluttet endnu. Der er yderligere to tiltalte, der venter på, at deres sag skal for retten.
- Den sag kommer til at køre ved Retten i Holbæk om et lille års tid. Og så er der yderligere to, der er fængslet in absentia, fordi de befinder sig i udlandet. Vi må se, om de en dag kommer til Danmark, og vi får fat i dem, for så skal de selvfølgelig også for en dommer, siger specialanklager Anja Lund Liin.