Færge igen ramt af aflysninger

En havareret motor er skyld i, at Sejerøfærgen ligger til kaj hele weekenden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De 400 indbyggere på Sejerø har været afskåret fra omverden det meste af lørdag. For øens livline i form af Sejerøfærgen har ligget til kaj i Havnsø på Sjælland siden tidligt lørdag morgen. 

- Jeg fik en melding i morges om, at den ene motor på færgen var havareret fredag aften, fortæller Christian Sabber Jensen, der er chef for plan, byg og miljø, og rederichef i Kalundborg Kommune. 

Sejerøfærgen sejlede sin første og eneste tur fra Sejerø klokken 6.05 lørdag morgen på halv kraft med kun en enkelt funktionsdygtig motor. Derefter måtte færgen lægge til kaj i Havnsø for at afvente teknikere, der skal reparere den havarerede motor.

quote Vores folk i booking og besætningen er ret gode til at få så mange biler med som muligt

Christian Sabber Jensen, rederichef

Alle øvrige afgange mellem Sejerø og Sjælland har været aflyst frem til sent lørdag eftermiddag. 

- Vi har taget Nekseløfærgen i brug, men der har været mange gæster til Nekselø hele dagen, så vi har først kunnet indsætte færgen på overfarten til Sejerø sidst på eftermiddagen. Den sejler et par afgange her til aften, siger Christian Sabber Jensen.

Travl søndag 

Der plejer ifølge Christian Sabber Jensen ikke at være så mange passagerer med på afgangene om lørdagen, men søndag kan ofte være en travl dag med mange passagerer. 

De kan se frem til en genoprettet færgedrift, men det bliver Nekseløfærgen, der bliver taget i brug på afgangene mellem Sejerø og Havnsø. 

Ifølge Christian Sabber Jensen sejler Nekseløfærgen til og fra Sejerø hele søndag og måske længere.
Ifølge Christian Sabber Jensen sejler Nekseløfærgen til og fra Sejerø hele søndag og måske længere. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Nekseløfærgen er en noget mindre færge end Sejerøfærgen med plads til færre biler. Men Christian Sabber Jensen regner med, at alle passagerer skal komme med.

- Vi prøver at få så mange biler med som muligt. Vi har før gjort det, at vi har ladet folk komme ombord som passagerer, og så har de måttet vente på at få deres bil med på en senere afgang. 

- Det kan også være, at det bliver tilfældet i morgen. Men vores folk i booking og besætningen er ret gode til at få så mange biler med som muligt, siger Christian Sabber Jensen. 

Læs også
Færgeaflysninger rammer højsæson: - Det er jo en katastrofe
Læs også
Færgeaflysninger rammer højsæson: - Det er jo en katastrofe

Det er endnu uvist, hvornår Sejerøfærgen igen bliver indsat på overfarten. 

Færgen er 30 år gammel og har på det seneste været udsat for mange tekniske problemer, der sammen med mangel på maskinmestre til færgen er årsag til et stigende antal aflysninger af afgange.

I 2022 foreslog Kalundborg Kommune, at både Sejerøfærgen og den fem år yngre Nekseløfærge skulle erstattes med nye el-færger. Men stor lokal modstand og problemer med finansieringen har sat planerne på pause.


Nyhedsoverblik