Parkeringspladsen ved supermarkedet Meny på Nørre Allé i Kalundborg blev en novemberaften i 2020 forvandlet til et gerningssted for en af de mest voldsomme forbrydelser, der er begået i de senere år.
Bevæbnet med skydevåben ankom en gruppe mænd til parkeringspladsen, hvor de pegede våbnene mod en gruppe mænd og trykkede på aftrækkerne. Adskillige projektiler fløj gennem luften den tidlige novemberaften.
Der ligger tre mænd i en blodpøl. Det ser forfærdeligt ud
Klokken var 18.07, og efter at skyderiet var indstillet, lå tre mænd på jorden. To af dem afgik ved døden, mens den tredje overlevede.
- Der ligger tre mænd i en blodpøl. Det ser forfærdeligt ud, lød det i 112-opkaldet fra Meny-købmanden, da han slog alarm.
Østre Landsret har tirsdag kendt seks mænd skyldige i drab og drabsforsøg eller medvirken hertil i forbindelse med skyderiet.
Landsretten har valgt at stadfæste dommen fra byretten til fem mænd, som er fængsel på livstid.
Havde måske luret den
Den ene af de seks blev frifundet, da sagen blev behandlet i byretten, mens de øvrige fem blev idømt fængsel på livstid. Derfor har han som den eneste af de seks været på fri fod under behandlingen af sagen i landsretten.
Muligvis havde han på forhånd luret, hvad der ville ske. I hvert fald var han ikke dukket op ved tirsdagens retsmøde, hvor kendelsen om skyld blev afsagt.
Landsdommerne måtte derfor, efter at retsformand Karen Hald havde læst skyldkendelsen op, trække sig tilbage for at overveje, hvorvidt der overhovedet kan afsiges dom, uden at alle er til stede.
Konklusionen er, at det kan der godt. Dog har det været nødvendigt at udskille den 23-årige fra sagen.
Politiet har tirsdag valgt at udsende en efterlysning på den 23-årige mand. Politiet opfordrer ham til at melde sig selv til politiet, og oplyser i den forbindelse, at borgere, der ser ham, ikke skal henvende sig til ham.
En række nye beviser
For landsretten har anklagemyndigheden præsenteret en række nye beviser mod den 23-årige, som har været udslagsgivende i sagen. Det drejer sig blandt andet om oplysninger om hans telefons placering på forskellige tidspunkter.
Drabene på P-pladsen var hævn for et overfald på et medlem af banden Loyal To Familia (LTF). Ofrene tilhørte ifølge politiet en gruppe kaldet Sydkystgruppen.
Landsretten har - som byretten også gjorde - vurderet, at drabet er sket som led i en voldelig bandekonflikt. Med den vurdering udløser blot et enkelt drab nærmest per automatik en livstidsstraf.
Efter at Retten i Holbæk dømte de fem, blev to andre mænd sidenhen dømt for at have haft ledende roller i forbindelse med likvideringerne. Også de blev idømt livstid.
- Det skal være så brutalt som muligt, bror. En, to skal dø, lød det fra den ene af lederne i en gruppechat forud for likvideringerne.
De to har anket til Østre Landsret, hvor deres rolle i sagen på et senere tidspunkt skal bedømmes, ligesom sagen mod de seks nu er blevet det.