En mudret plads, hvor gæsterne forlod festivalen, og telte blæste væk.
Det var realiteten for festivalen Kalundborg Rock'er sidste sommer, da den tre dage lange familie- og musikfestival blev ramt af både kraftige skybrud og storm.
- Vi fik dobbelt skybrud med 44 millimeter regn på to og en halv time, fortæller presse- og afviklingsansvarlig hos Kalundborg Rock'er, Johnny Elmelund.
- Det betød, at over halvdelen af gæsterne forlod pladsen, fordi det stod på så længe. Lastbiler i backstageområdet sad fast i mudderet. Det gjorde meget vanskeligt.
Nu har festivalen taget ved lære og har tænkt vejrets impulsivitet ind i deres forberedelser.
- Vi har lavet helt om på pladsen i forhold til sidste år. Vi har lagt jernplader ud, som lastbilerne kan køre på, hvis det skulle blive nødvendigt.
Sikrer med betonklodser og jernplader
Sidste år var festivalen ramt af dobbeltuheld i form af uvejr.
Weekenden før åbningen lagde en kraftig storm vej forbi festivalpladsen, hvor de mange frivillige havde sat telte og pavilloner op til de mange boder og gæster, der snart skulle komme.
- Stormen ødelagde jo det hele. Derfor har vi sikret det endnu bedre nu.
Derfor vil gæster på festivalen møde synet af en masse betonklodser, der skal hjælpe til at holde regn og telte på plads.
På trods af et varsel om skybrud fredag, regner Johnny Elmelund ikke med, at vejret viser sig fra samme side som sidste år.
- Vi har en klar forventning om, at det ikke kan blive samme uvejr som sidste år. Det ser ud til, at vi får lidt regn i løbet af fredagen, men det betyder ikke noget.
Kalundborg Rock'er har eksisteret siden år 2000 og finder sted ved Gisseløre.
Når festivalen åbner torsdag, kan man i løbet af festivalens tre dage blandt andet opleve kunstnerne Østkyst Hustlers, Lis Sørensen, GOBS og Infernal.