- Jeg følte mig utryg. Det var virkeligt ubehageligt. Jeg måtte ofte låse mig inde på toilettet, fordi jeg var bange. Det var vi mange, der gjorde. Det gør ondt i maven, når jeg tænker på det.
Den tiårige pige sidder med sin lektiebog foran sig, mens hun stille fortæller om oplevelserne på Høng Skole i Kalundborg Kommune.
Vi har gjort alt for at råbe skoleledelsen op
De ting, hun har været udsat for, sidder stadig som en knude i hende, selvom hun nu er taget ud af skolen.
- Jeg er jo også ked af, at jeg skal skifte skole - for nu mister jeg måske de venner, jeg har på skolen. Men jeg kan heldigvis nok lege med dem i weekenden.
TV2 ØST har valgt at anonymisere børnene. Forældrene, der står frem i artiklen, har også ønsket at få anonymiseret deres navne. TV2 ØST er bekendt med deres identitet.
Vrede over passiv ledelse
Pigen er ikke alene. I følge flere forældre har der været problemer på skolen i flere år.
De fortæller, at i bare én specifik klasse er syv børn taget ud inden for de sidste par år.
Fire af dem alene siden november - og alle fire er taget ud af skolen, fordi de har været udsat for trusler, mobning eller vold.
Forældrenes hensigt med at fortælle om oplevelserne på Høng Skole er ikke at udskamme eller udpege de elever, der står bag mobningen.
Tværtimod - de ønsker, at de pågældende børn får hjælp til at håndtere deres udfordringer.
Men forældrene er frustrerede og decideret vrede over, at især skoleledelsen - men også Kalundborg Kommune - ifølge forældrene ikke har grebet ind trods adskillige henvendelser.
- Vi er flere, der i to år har prøvet at råbe skoleledelsen op. Men på trods af at de svarer, at 'nu gør de noget', så sker der intet. De fejer problemerne ind under gulvtæppet. Det samme gør kommunen, selv om de også er gjort opmærksom på den voldelige adfærd og mobning, der sker på skolen, fortæller en mor til en tidligere elev på skolen.
Hvem bliver slået i dag?
Moderen fortæller, at hun har meget svært ved at aflevere sit barn i skolen.
- Det har fyldt meget i vores liv. Når jeg havde afleveret mit barn, tænkte jeg konstant på, om det var hende, der blev slået i dag - eller om hun slap i dag - og det så går ud over et andet barn. Det er hårdt, når ens barn græder og ikke vil i skole, siger moderen.
I forrige uge trak hun sit barn ud af Høng Skole, efter at nogle børn forsøgte at spænde ben for barnet, så det faldt ned ad trapperne. Da det ikke lykkedes, blev barnet slået.
- Nu er det nok. Vi har gjort alt for at råbe skoleledelsen op. Vi orker ikke mere, så jeg ringede og sygemeldte mit barn - indtil vi fik en plads på en anden skole. Det har vi så fået nu - og den virker meget bedre, siger moderen.
Tidligere elev har fået belastningsreaktion
Moren er ikke alene med sin kritik. Ifølge en anden forælder er det helt galt på skolen.
- Kvælertag, slag, spark, mobning - og trusler - ikke kun i skolen men også på telefonen og de sociale medier var hverdagen, fortæller hun.
Hun har ligesom andre forældre også prøvet at gøre både skoleledelse og kommune opmærksom på problemerne - uden held. Hendes barn gik kun ganske kort på skolen, men tiden har sat dybe spor i barnet.
- Vores læge har konstateret, at vores barn har fået - og stadig lider - af en belastningsreaktion af at gå på Høng Skole. Nu har vi flyttet vores barn over på en privatskole, fortæller hun.
TV2 ØST har læst korrespondancen mellem forældrene, skoleledelsen og kommunen. Vi har også set mobil-optagelse af groft sprogbrug mellem børnene.
TV2 ØST ville gerne have interviewet skoleleder på Høng Skole, Peter Brandt, men han har ikke ønsket at stille op til et interview. Vi ville gerne have talt med ham om, hvorfor ledelsen i to år har tilladt sådan en adfærd.
Vi ville også gerne have spurgt om, hvordan han som leder har det med, at børn er bange for at komme i skole - og hvorfor der ikke er nogen alarmklokker, der har ringet, når fire børn siden november er blevet taget ud i en specifik klasse.
Skoleleder Peter Brandt har i stedet skrevet en mail til TV2 ØST, hvor han bl.a. skriver:
- På Høng Skole har vi en aktiv mobbestrategi (...) og vi følger trivslen på skolen i tæt samarbejde med elevråd og skolebestyrelse, lyder det i mailen.
Han skriver desuden:
- Får vi henvendelser om episoder, vi ikke har håndteret, følger vi op på dem.
Vi har også forsøgt, at få en kommentar fra direktør for børne,- skole,- og familieområdet i Kalundborg Kommune, Michael Gravesen. Han ønskede heller ikke at stille op til interview.