Fra torsdag den 28. april til lørdag den 30. april mødes de 300 dygtigste elever fra landets erhvervsskoler til Danmarksmesterskaberne i Skills, som i år foregår i Høng i Kalundborg Kommune.
Her får eleverne mulighed for at vise deres talent frem, når de dyster i en lang række håndværksfag.
Fakta om DM i Skills
DM i Skills er det årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, hvor 300 unge kæmper om at blive landets bedste inden for forskellige fag. Sideløbende med DM i Skills afholdes Skills Stafetten for elever i 8. klasse d. 29. april. Tanken bag denne konkurrence er at aktivere de besøgende grundskoleelever og gøre dem til aktive deltagere.
DM i Skills har til formål at styrke interessen for landets erhvervsuddannelser, så de også fremover kan rekruttere dygtige lærlinge.
DM i Skills er åben for alle interesserede, og der er gratis adgang til arrangementet.
DM i Skills afholdes i Høng fra 28. til 30. april og finder sted i Høng Kultur- og Bevægelsespark, 4270 Høng.
DM i Skills tiltrækker hvert år tusindvis af gæster, og om fredagen den 29. april kommer især mange 8. klasseelever, fordi det er et obligatorisk punkt i deres undervisning.
Der kommer derfor til at være et større transportbehov til og fra begivenheden i Høng, og derfor har Movia og Lokaltog sammen med Region Sjælland besluttet at indsætte flere busser og tog. Det oplyser Movia i en pressemeddelelse.
Har selv brug for erhvervsuddannede unge
Mie Rajcic, der er driftsdirektør i Lokaltog, udtaler i pressemeddelelsen, at DM i Skills er et godt arrangement, som de i Lokaltog A/S gerne vil bakke op om.
- I Lokaltog har vi selv brug for unge med erhvervsuddannelser på eksempelvis vores togværksteder, så et arrangement som det her, vil vi naturligvis gerne støtte, siger hun.
Ifølge Per Gellert, der er plandirektør hos Movia, taler indsatsen ved Skills godt sammen med virksomhedens fokus på den unge målgruppe.
- Det ligger helt i tråd med Movias mobilitetsplan, hvor et særligt fokusområde er kollektiv mobilitet uden for de større byer. Her er en af målgrupperne netop unge uddannelsessøgende, så det er oplagt, at vi bakker op om en begivenhed som denne, ved at sætte ekstra kapacitet ind, så der er plads til alle på de linjer, som nærområdets skoleelever vil bruge, når de skal besøge Høng og DM i Skills, udtaler han i pressemeddelelsen.
Her indsættes ekstra kapacitet under DM i Skills den 29. april
Buslinje 430R (Slagelse St. - Kalundborg St.)
Der indsættes ekstra busser på afgangen fra Kalundborg klokken 07.58 med ankomst i Høng klokken 08.33.
Desuden indsættes ekstra busser på afgangen fra Høng klokken 14.22 med ankomst i Kalundborg klokken 14.57.
Tølløsebanen 410 (Tølløse St. - Slagelse St.)
Der indsættes direkte tog fra Holbæk uden skift i Tølløse klokken 07.54 (afgang fra Tølløse klokken 08.06 med ankomst i Høng klokken 08.43).
I modsat retning afgår toget fra Høng klokken 14.14 med ankomst i Tølløse klokken 14.54 og i Holbæk klokken 15.20. Også denne afgang er uden skift i Tølløse.
Se mere på rejseplanen.dk.