Over 100 personer var fredag eftermiddag mødt op for at fejre indvielsen af cirka 1800 m2 nye bygninger på havnen i Kalundborg.
Det var fødevareminister Jacob Jensen (V), der klippede den røde snor over og dermed markerede indvielsen.
De nye bygninger skal rumme Toldstyrelsen, Veterinær- og Fødevarekontrollen, samt havnens egne værkstedsfaciliteter.
- Det er en dejlig dag og en glædens dag, fastslår havnedirektør Bent Rasmussen.
Behov for faciliteter
Siden Mærsk flyttede sin containervirksomhed fra København til Kalundborg i 2021 har både Toldstyrelsen og Veterinær- og Fødevarestyrelsen udtrykt behov for at få stillet faciliteter til rådighed.
Siden har Toldstyrelsen holdt til i midlertidige lokaler, hvor de har kunne undersøge indholdet af containerne. Men nu får de altså helt nye og permanente lokaler.
Det er en dejlig dag og en glædens dag
Samtidig rykker Veterinær- og Fødevarekontrollen nu også ind på havnen, hvilket giver langt flere muligheder:
- Vi har ikke kunne tage imod containere med fødevarer, fordi vi ikke har haft faciliteterne til det som for eksempel køle- og fryserum, så med de nye bygninger vil vi få fuld service på vores containerhavn, og det vil få stor betydning, siger havnedirektøren.
Startproblemer på havneudvidelsen
De nye bygninger ligger på Ny Vesthavn i Kalundborg – en ny del af havnen, der blev indviet i 2019, og som har kostet over 200 millioner kroner at bygge.
Den nye del af havnen var dog knapt indviet, før man fandt ud af, at der var alvorlige fejl i konstruktionen. I alt var 24 ankerstænger knækket.
Ankerstængerne skulle holde kajvæggen på plads, og derfor var det et alvorligt problem, at de var knækket.
Fart på nyt havneområde
Mens fejlen blev udbedret lå Ny Vesthavn øde hen i en længere periode. Men siden er der kommet gang i det nye havneområde.
- Vi har stort fokus på at få udbygget Ny Vesthavn, få udviklet den og skabt vækst og værdi til alle, og det går godt, vi er på rette spor, siger Bent Rasmussen.
Ud over de nye bygninger er Schultz Shipping Group også ved at bygge et nyt logistikcenter på Ny Vesthavn. Derudover vil Fidelis New Energy også opføre modtagefaciliteter til CO2-håndtering på havnen.
- Ud af de 330.000 m2, der er på Ny Vesthavn, har vi kun 40.000 m2 tilbage, der kan udlejes, så det er gået rigtigt godt, fastslår havnedirektøren.