Når Novo Nordisk vokser, så vokser køerne på vejene mod Kalundborg.
Myldertrafikken ind og ud af Kalundborg er blevet intet mindre end en katastrofe
Derfor har Novo Nordisk i dag åbnet en ny parkeringsplads i Svebølle, hvor 400 medarbejdere dagligt kan samles op af shuttlebusser og køres frem og tilbage mellem fabrikken.
Produktionsdirektøren hos Novo Nordisk i Kalundborg, Michael Hallgren, oplyser i et skriftligt svar til TV2 ØST, at det sker for at lette presset på vejene omkring Kalundborg i myldertiden.
- Vi er bevidste om, at Novo Nordisks igangværende udvidelser for 60 milliarder kroner driver en væsentlig del af trafikken, lyder det fra Michael Hallgren.
Katastrofal myldertid
Initiativet vækker glæde hos Tonny Voldby Pedersen (Frit Borgerligt Fællesskab), der er Formand for Trafik- og Kørselsudvalget i Kalundborg Kommune.
- Jeg synes, det er interessant at tælle bilkøerne på 50 biler og tænke på, hvor meget det ville lette trafikpresset, hvis de medarbejdere blev sat i en bus i stedet for, siger han og tilføjer:
- Det løsner godt nok noget op.
Grunden, der nu både skal være parkeringsplads og busstoppested, har Novo Nordisk lejet af kommunen og er en midlertidig løsning, indtil vejnettet er udbygget til Kalundborg.
- Myldretidstrafikken ind og ud af Kalundborg er blevet intet mindre end en katastrofe. Med de initiativer skulle det forhåbentlig gerne blive tåleligt igen, siger Tonny Voldby Pedersen.
Skal vente længe på motorvej
Lige nu er tredje og sidste etape af anlæggelsen af Kalundborgmotorvejen i gang, og den skal i fremtiden lette trafikken.
Byggeriet har været flere år undervejs og ventes at åbne for trafikanter i 2028.
Derfor må medicinalvirksomheden finde på nye løsninger.
- Vi følger situationen tæt og har iværksat en helhedsorienteret indsats med flere initiativer lige fra samkørsel, hjemmearbejdsdage og alternative transportmidler som cykler, skriver Michael Hallgren og tilføjer:
- Ligesom vi undersøger tiltag som justerede mødetider - alt sammen for at bidrage til en bedre trafikafvikling og mindske trængslen til og fra Kalundborg.