Jesper fra Svebølle træner intenst – håber på medalje ved sommerens OL

Skeetskytte Jesper Hansen er klar til sin tredje deltagelse ved OL. Han håber på at forbedre sin femteplads fra OL i 2016 i Brasilien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Han er så god til at skyde, at han to gange har deltaget ved de olympiske lege - dog uden at vinde medaljer.

Nu satser Jesper Hansen hårdt på at tredje gang er lykkens gang. Til sommer drager han til Tokyo, hvor han endnu engang skal konkurrere til OL.

Træner op til otte timer om dagen

Det meste i Jesper Hansens liv handler om skydning.

- Det er blevet til en hel del år, nærmere regnet 26 til 27 år er det blevet til nu, fortæller han. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Jesper Hansen forbereder sig til at deltage i OL for tredje gang.
Jesper Hansen forbereder sig til at deltage i OL for tredje gang. Foto: Arkivfoto

Hver dag tager han turen fra hjemmet i Svebølle til Københavns Flugtskytte Klub på Amager for at komme på skydebanen.

Udover sin egen træning underviser Jesper Hansen også både nybegyndere og andre, der vil blive bedre med geværet.

- Det er perfekt, han ved, hvad han snakker om, siger Torben Hansen, der er medlem af Københavns Flugtskytte Klub og bliver undervist af OL-deltageren.

Artiklen fortsætter under billedet.

Torben Hansen får undervisning af OL-deltageren fra Svebølle.
Torben Hansen får undervisning af OL-deltageren fra Svebølle. Foto: Arkivfoto

Jesper Hansen bruger seks til otte timer om dagen på træning, og som om det ikke var nok, så bruger den 40-årige skarpskytte også en stor del af sin fritid på at gå på jagt.

- Der er ingen tvivl om, at en gang i mellem så brækker man sig over at se en lerdue, og der gør naturen bare noget godt, siger han.

- At man kan komme ud og gå lidt på jagt, og så får man energi igen til at komme tilbage og give den en skalle mere, siger Jesper Hansen.

OL-drømmene lever

De tusindvis af timer og skud har gjort Jesper Hansen til Danmarks bedste til at ramme lerduerne i disciplinen skeetskydning.

quote - Hver gang jeg tager afsted til OL, drømmer jeg selvfølgelig om at vinde en medalje

Jesper Hansen, OL-deltager i Skeetskydning, Svebølle.

Han er tidligere både europa- og verdensmester - og nu ser han frem til for tredje gang at skulle til OL.

- Hver gang jeg tager afsted til OL, drømmer jeg selvfølgelig om at vinde en medalje, og det gør jeg også denne gang, og jeg går selvfølgelig efter at vinde, siger han.

Ligesom i mange andre sportsgrene er OL det ypperste inden for skeetskydning, og drømmene var da også store forud for debuten i London i 2012, men Svebølle-skyttens første OL-deltagelse blev ikke nogen god oplevelse.

- Det gik ikke så godt, sagde han dengang efter hjemkomsten.

- Lige så stort, som OL er, lige så stor en fiasko var det for mig selv.

Læs også
Skeetskytte fra Svebølle tæt på OL-fronten
Læs også
Skeetskytte fra Svebølle tæt på OL-fronten

Jesper Hansen endte dengang som nummer 26, og det var en placering, han var opsat på at forbedre ved legene i Rio fire år senere.

Her blev det til en femteplads, men skytten fra Svebølle måtte endnu engang skyde en hvid pil efter OL-metal.

Sportschef: Han er altid optimalt forberedt

Men skuffelserne giver bare Jesper Hansen ekstra blod på tanden for at arbejde målrettet frem mod OL i Tokyo.

Og den dedikation er netop noget af det, der kendetegner den danske skytte.

- Jespers styrke er, at han altid kommer optimalt forberedt til alle konkurrencer. Han har en vindermentalitet, der gør, at han kan komme et skridt længere end mange andre, siger Linda Andersson, der er sportschef i Dansk Skytte Union.

- Han træner hårdt på det, og han er også ivrig, han træner, træner, træner, og det bliver man rigtig god af, supplerer klubmedlem Torben Hansen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jesper Hansen
Foto: Arkivfoto

Men selvom Jesper er tjekket på skydebanen, så er der nogle ting i hans liv, der ikke er så meget styr på.

- Lige så meget som jeg roder i min bil og i min skydetaske, lige så meget har jeg styr på det ude på skydebanen, siger han, og skytternes sportschef er enig.

- Det er faktisk helt sandt. Han roder der, men leverer 100 procent ude på banen, siger Linda Andersson.

Nu venter endnu mere intens træning, inden det går løs i Tokyo til juli, hvor Jesper Hansen håber, at tredje gang bliver lykkens gang i forsøget på at få en olympisk medalje.


Nyhedsoverblik