Jesper Hansen bliver Danmarks først udtagne OL-deltager

Skeetskytten Jesper Hansen fra Svebølle er som første dansker officielt udtaget til OL i Paris. Han deltager for fjerde gang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tirsdag er der officielt blevet sat navn på den første danske deltager ved næste sommers OL i Paris.

Det er skeetskytten Jesper Hansen, der vandt OL-sølv i Tokyo, der har fået den første billet.

- Det er en ære at blive udtaget som den første, og rent sportsligt betyder det også meget for mig. Det giver mig tid til at forberede mig optimalt. Nu har jeg ét mål og kun ét mål for øje, og det er OL i Paris, siger Jesper Hansen.

- Jeg skal ikke jagte en OL-plads længere, og det giver mig mulighed for at arbejde med de små detaljer, uden at tænke på, hvad det betyder på kort sigt. På den måde kan jeg time formen optimalt i forhold til legene i Paris.

Skytte i topform

Det er fjerde gang, at Jesper Hansen skal deltage ved OL. Indtil videre er det hver gang gået frem for ham.

quote Jeg er rigtig godt skydende, og jeg vil gøre alt for at vinde en medalje til Danmark i Paris

Jesper Hansen, skeetskytte

- Det bliver ikke nemt at forbedre mig igen, for så skal jeg jo vinde guld. Men muligheden er der. Jeg går i hvert fald efter at komme i finalen for tredje OL i træk, og når man først er i finalen, så kan alt ske.

- Jeg er rigtig godt skydende, og jeg vil gøre alt for at vinde en medalje til Danmark i Paris, slår den 42-årige skytte fast.

Lokal stolthed

42-årige Jesper Hansen kommer fra Svebølle ved Kalundborg.

Udover den olympiske sølvmedalje i Tokyo, har han også vundet Verdensmesterskabet, Europamesterskabet samt ligget nummer et på verdensranglisten.

Læs også
Stolte forældre hylder dansk OL-sølvvinder - og familiens vej får nyt navn
Læs også
Stolte forældre hylder dansk OL-sølvvinder - og familiens vej får nyt navn

Stoltheden er derfor nem at spotte blandt familie, venner og lokalsamfundet i Svebølle. Efter OL-sølvmedaljen var i hus i 2020, blev vejnavnet ved familiens hus for eksempel midlertidigt udskiftet som en hyldest til skeetskytten.

Det betød, at vejen for en stund hed ”Hansen’s Vej”.

Sådan så vejskiltet ud i Svebølle
Sådan så vejskiltet ud i Svebølle Foto: TV2 ØST - Arkiv

DIF: Milepæl i forberedelserne mod OL

Det er Danmarks Idrætsforbunds (DIF) bestyrelse, der har udtaget Jesper Hansen på baggrund af en indstilling fra Dansk Skytte Union.

- Udtagelsen af den første danske atlet er en milepæl i forberedelserne frem mod legene i Paris. Jeg er rigtig glad for, at vi igen har Jesper med på holdet, siger Søren Simonsen, der er DIF’s OL-chef de mission for Paris-legene.

- Med sin sølvmedalje leverede han en fantastisk præstation i Tokyo og sendte et signal til resten af holdet om, at der var noget at komme efter. Han leverede således 'startskuddet' til en rigtig god dansk medaljehøst.

Danmark fik 11 medaljer ved det seneste OL.

Paris-legene afvikles fra 26. juli til 11. august.


Nyhedsoverblik