Kendt højskole lukker efter 126 år - grundlægger sendt på sindssygehospital

Grundlæggeren blev karaktermyrdet på grund af sin seksualitet. I 00'erne blev skolen landskendt. Torsdag slutter 126 års historie om Ubberup Højskole.

Torsdag bliver det sidste kursusforløb afsluttet, og et punktum sættes i historien om Ubberup Højskole nær Kalundborg.

quote Vi kom med store øre og uden fordomme

Ole Kolster, journalist, TV2

Højskolens 126 års historie indeholder både historier om det gode, det onde og ikke mindst det spektakulære.

Det startede med en nedlagt fattiggård, som blev købt af en mand, der på grund af datidens syn på homoseksualitet måtte opgive sine planer. 

Op gennem 1900-tallet udviklede højskolen sig i forskellige retninger, inden det i dette århundrede blev landskendt fra TV 2-programmet "Livet er fedt".

Indlagt på grund af seksualitet

Højskolens historie begyndte i 1887. 

Dengang købte en ung mand ved navn Axel Jarl en nedlagt fattiggård med målet om at grundlægge en højskole.

Han brugte de følgende år på at indrette store dele af højskolen, men blev frataget muligheden for at åbne den og udleve sin drøm. 

Han blev i stedet indlagt på et sindssygehospital i Middelfart, fordi han var homoseksuel, hvilket dengang blev betragtet som en psykisk lidelse.

I 1908 var Ubberup Højskole ikke særlig kendt i offentligheden. Det skulle ændre sig markant cirka 100 år efter.
I 1908 var Ubberup Højskole ikke særlig kendt i offentligheden. Det skulle ændre sig markant cirka 100 år efter. Foto: Hvidebæk Lokalhistoriske Arkiv

Senere blev han skrevet ud af historien om højskolen. 

To år efter åbnede højskolen. På det første hold gik 15 elever. Fælles for dem var deres køn. De første 70 år var højskolen kun for piger. I mange år var det en sygeplejeskole. 

Senere kom psykologi og jazzmusik ind på Ubberup Højskole. Der blev eksperimenteret med linjer, der kunne tiltrække nye elever - af begge køn. 

Livet var fedt

I 1999 havde skolen svært ved at tiltrække elever. Skolens status blev beskrevet som "bekymrende", og kort efter tog det en stor drejning. 

Skolen ændrede strategi. Nu skulle det handle om sundhed og livsstil. 

Ubberup Højskole var kun for piger de første 70 år. Dette billede er fra cirka 1914.
Ubberup Højskole var kun for piger de første 70 år. Dette billede er fra cirka 1914. Foto: Hvidebæk Lokalhistoriske Arkiv

Der blev oprettet højskoleophold med fokus på vægttab, og det noterede mangeårig journalist på TV 2 Ole Kolster sig. 

Det blev starten på TV 2-programmet "Livet er fedt", som blev optaget og sendt i begyndelsen af årtusindeskiftet. Det blev en kolossal tv-succes.

Her fulgte journalist Ole Kolster danske mænd og kvinder, der gerne ville tabe sig.

Han havde set, hvordan den "amerikanske overvægt" var sneget sig mere ind i det danske samfund, og i en undseelig højskole på Vestsjælland forsøgte man at skabe livsstilsændringer med "Grundtvig og gulerødder".

Ole Kolster brugte 7-8 år af sit arbejdsliv på at producere de meget populære sæsoner af "Livet er fedt".
Ole Kolster brugte 7-8 år af sit arbejdsliv på at producere de meget populære sæsoner af "Livet er fedt". Foto: Privatfoto

Det var tænkt som en enkelt dokumentarudsendelse, men det udviklede sig til en kolossal tv-succes i 38 afsnit, hvoraf flere havde over en million seere.

Måske fordi programmet handlede om noget, som alle mennesker kan relatere til i en eller anden forstand.

- Overvægt er noget, vi enten selv kæmper med, kender nogen, der gør, eller noget vi selv frygter at komme til, siger Ole Kolster, som i 2021 lavede programmet "Livet er fedt - 20 år efter", hvor han genbesøgte nogle af de medvirkende.

Også den udsendelse noget op at kysse én million seere. 

Men hvorfor blev programmer om overvægtige danskeres kamp så populære? 

Ifølge Ole Kolster skyldtes det både timing, de medvirkendes ærlighed og tv-holdets tilgang.

- Det ramte lige ind i tiden, der var et spændende cast, og vi kom med store øre og uden fordomme, siger han.

Overtages af landbrugsfamilie

Efter succesfulde år i 00'erne fik højskolen det igen svært med at tiltrække elever.

Højskolen annoncerede i slutningen af 2024, at sociale medier, svigtende tilmeldinger og Novo Nordisks slankemedicin var blandt årsagerne til nedlukningen.

Læs også
125 år gammel højskole lukker - familie overtager bygningerne
Læs også
125 år gammel højskole lukker - familie overtager bygningerne

- De senere år har bragt store forandringer, der har påvirket højskolens fremtid. Sociale medier og digitale platforme har gjort personlig udvikling tilgængelig hjemmefra.

- Derudover har medicinske løsninger fra Novo Nordisk ændret markedet for livsstilsændringer markant. Disse udviklinger har blandt andre skabt en hård konkurrence, som vi tydeligt har mærket, skrev skolen i et Facebook-opslag.

Højskolen er blevet solgt til et familiedrevet økologisk landbrug, som overtager nøglerne til højskolebygninger 1. februar.


Nyhedsoverblik