I Bregninge Sognegård i Kalundborg er der i en halvcirkel stillet to rækker med stole op.
Bag klaveret sidder musikterapeut Ursula Skou og gør klar til dagens time.
Sanghæftet, der ligger på klaveret, indeholder gamle, danske sange som Den gamle gartners sang, Gå med i lunden og Kald det kærlighed.
Nogle gange kan mennesker, der normalt ikke har noget sprog, sidde og synge en hel sang
På hæftets forside står der Demenskor.
Et højere humør og bedre livskvalitet
Koret for mennesker med demens og deres pårørende blev oprettet i september i år efter succes med et lignende kor i Odsherred. Begge kor har Ursula Skou bag klaveret.
- Det gør noget for vores humør, sind og livskvalitet at synge sammen, fortæller hun.
I timen får koret både tid til udstrækning og sang, og Ursula Skou ved, hvad en times sang kan gøre - særligt for mennesker med en sygdom som demens.
- Jeg har haft en, der sagde, at det var ligesom at være til fødselsdagsfest. Han var simpelthen så glad, når han kom hjem, siger hun og tilføjer:
- Man burde næsten tage et før- og efterbillede.
Lidt overtalelse skulle der til
I dag anslås det, at omkring 89.000 danskere over 60 år lever med en demenssygdom.
Demens dækker over en gruppe af sygdomme, hvor den hyppigste årsag til demens er Alzheimers sygdom, som mindst halvdelen af alle mennesker med demens lider af.
To af dem, der kender alt til sygdommen, er Jytte Toftgaard og hendes mand, Svend Toftgaard, der også er mødt op for at synge i dag. Svend fik for tre år siden konstateret Alzheimers.
Det var ellers ikke en idé, Svend Toftgaard var helt med på i starten.
- Til at begynde med var han ikke så meget for det, men han er glad for det nu, fortæller Jytte Toftgaard, som tydeligt kan mærke en forskel på turen derhen og turen hjem.
Kan mindske depression og angst
Og det er da heller ikke så underligt, at deltagerne bliver i bedre humør af at synge i koret.
Musikterapi har nemlig mange fordele.
- Musik relaterer sig til mange forskellige områder i hjernen. Så selvom man er skadet et sted i hjernen, kan der stadig være meget intakt et andet sted, siger musikterapeut, Ursula Skou.
Hvad kan musikterapi gøre for mennesker med demens?
Mindske depression, angst og apati
Reducere aggression
Øge livskvaliteten
Øge de mentale processer i hjernen, der har betydning for, hvordan vi opfatter verden, tænker og løser problemer
Kilde: Aalborg Universitet
Ursula Skou har oplevet, hvordan musik kan få mennesker til at gøre ting, de normalt oplever som svære.
- Nogle gange kan mennesker, der normalt ikke har noget sprog, sidde og synge en hel sang, fortæller hun.
Vigtigt med en fælles aktivitet
Jytte Toftgaard nyder de timer, hun har med sin mand i koret.
- Det er dejligt at pårørende kan være med i stedet for, at man bare skal køre ud og aflevere og så køre igen, siger hun.
Demenskonsulenterne i Kalundborg Kommune, Sanne Ludvigsen og Helene Jørgensen, oplever også, at den fælles aktivitet gør noget godt for borgerne.
- Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at man som ægtefæller eller familiemedlemmer har en fælles oplevelse, hvor man er ligestillet, siger Helene Jørgensen.
Kollegaen, Sanne Ludvigsen, tilføjer:
- Alle går glade herfra og får noget energi. Man kan jo ikke blive i dårligt humør af at synge.