Kræver redegørelse efter anklager om vold og trusler på skole

Efter flere henvendelser om vold og trusler på Høng Skole, kræver Børn- og Familieudvalget i Kalundborg Kommune en redegørelse i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ifølge flere forældre har der gennem flere år været store problemer med elevernes trivsel på Høng Skole i Kalundborg Kommune.

Det fortæller de til TV2 ØST. 

quote Det ville være som at stikke hånden i en hvepserede at begynde at lave en undersøgelse ud fra alle skoler

Henriette Ergemann (Frit Borgerligt Fællesskab), Formand, Børn- og Familieudvalget, Kalundborg Kommune

En mor påpeger blandt andet, at hun har haft meget svært ved at aflevere sin datter i skolen. 

- Det har fyldt meget i vores liv. Når jeg havde afleveret mit barn, tænkte jeg konstant på, om det var hende, der blev slået i dag - eller om hun slap i dag - og det så går ud over et andet barn, siger moderen og tilføjer: 

- Det er hårdt, når ens barn græder og ikke vil i skole.

- Jeg var bange, og låste mig inde på toilettet, siger en pige, der er tidligere elev på Høng Skole.

Ifølge en anden mor var det blandt andet forskellige former for vold, der udfordrede elevernes trivsel.

- Kvælertag, slag, spark, mobning - og trusler - ikke kun i skolen men også på telefonen og de sociale medier var hverdagen, fortæller hun.

Kræver en redegørelse

Anklagerne er nået frem til politikerne i Børn- og Familieudvalget, der nu reagerer på beretningerne.

I forbindelse med et udvalgsmøde onsdag aften besluttede medlemmerne af udvalget, at der skal laves en redegørelse for, hvad der egentlig er sket på den vestsjællandske skole. 

Læs også
Børn udsættes for kvælertag, slag og trusler på skole
Læs også
Børn udsættes for kvælertag, slag og trusler på skole

- Vi har bedt om en redegørelse fra administrationen om forløbet, fordi vi har ikke været bekendt med de her sager, siger formand for børn- og familieudvalget, Henriette Ergemann (Frit Borgerligt Fællesskab) og fortsætter:

- Det undrer mig, at jeg ikke har fået en eneste forældrehenvendelse, hvis det har stået på i over halvandet år.

Vil ikke kigge på andre skoler

På nuværende tidspunkt skal der kun laves en redegørelse ud fra, hvad der er sket på Høng Skole og ikke på kommunens andre skoler.

Har I planer om nu at undersøge forholdene på andre skoler i kommunen? 

- Nej, det tror jeg ikke. Jeg har stadig en forventning om, at hvis det brænder nogle steder, så bliver vi informeret om det enten af forældre eller af administrationen, svarer Henriette Ergemann og fortsætter: 

- Jeg tror, det ville være som at stikke hånden i en hvepserede at begynde at lave en undersøgelse ud fra alle skoler. Der er jeg nødt til at have tiltro, at vi hører, hvis der kommer noget.

Læs også
- Vi forældre har et ansvar, siger formand
Læs også
- Vi forældre har et ansvar, siger formand

Men I var jo ikke klar over, at de her episoder stod på? Det kan jo være, det sker på andre skoler.

- Det er ikke os politikere, der skal ud og grave ude på skolerne. Det ligger på den administrative side. Men hvis der er noget, så vil det nok kravle op nu. 

- Nu er der et vindue til det på godt og ondt, svarer hun. 

For tidligt at undersøge trivsel på andre skoler

Den holdning deler udvalgsmedlem, Nikolaj Lykke Vad (S), som mener, at der ikke er grund til at sætte en analyse i gang af skolesystemet i kommunen. 

- Vi er nødt til at forholde os til de ting, der opstår. Ud fra det, vi hører i Høng, har jeg ikke en fornemmelse af, at vi har problemer i hele vores skolevæsen, siger han.

Nikolaj Lykke Vad (S), der er medlem af Børn- og Familieudvalget i Kalundborg Kommune, mener, at det er for tidligt at undersøge forholdene på andre skoler i kommunen.
Nikolaj Lykke Vad (S), der er medlem af Børn- og Familieudvalget i Kalundborg Kommune, mener, at det er for tidligt at undersøge forholdene på andre skoler i kommunen. Foto: Peter Keldorff - TV2 ØST

- Men vi vil tage det lige så alvorligt, hvis der kommer historier fra andre skoler, tilføjer Nikolaj Lykke Vad. 

Han pointerer, at det er for tidligt at begynde at kigge på andre skoler, før de ved mere præcist, hvad der er foregået på skolen i Høng. 

- Redegørelsen kan vise os, hvad der er gået galt i Høng og give os et vink af, om der er noget mere generelt på spil, når vi ikke hører om sådan nogle sager her. 

- Det kunne godt ændre min holdning til, om vi skal brede os ud i forhold til en redegørelse. Vi håber dog, det er et isoleret problem, siger han. 

Har tillid til skolernes ledelse

Også hos de konservative i udvalget, mener de, at det er for tidligt at undersøge forholdene på andre skoler. 

- Nu synes jeg lige, vi skal gøre den her sag færdig først, og så se, hvordan vi får løst de problemer, der må være. Det er først og fremmest en opgave for de enkelte skolers ledelse og personale, siger Jesper Wienmann Hansen (K) og fortsætter:

Udvalgsmedlem, Jesper Wienmann Hansen (K) har tillid til, at skolernes ledelser kan løse de problemer, der er på de enkelte skoler.
Udvalgsmedlem, Jesper Wienmann Hansen (K) har tillid til, at skolernes ledelser kan løse de problemer, der er på de enkelte skoler. Foto: Peter Keldorff - TV2 ØST

- Jeg ser ikke, at vi skal til at kaste os over alle skolerne og begynde at kigge ind i, hvad der sker på de enkelte skoler, fordi jeg har tillid til, at ledelserne og personalet ude på skolerne får løst de problemer, der er derude, siger han.

Læs også
Voldsom skolesag chokerer politikere
Læs også
Voldsom skolesag chokerer politikere

Forældrene, der står frem i artiklen, har ønsket at få anonymiseret deres navne. TV2 ØST er bekendt med deres identitet.

Flere af udvalgsmedlemmerne forventer, at redegørelsen er klar til deres næste udvalgsmøde, som er onsdag den 10. april. 


Nyhedsoverblik