Kronprins Frederik kan ofte ses i løbesko. Senest mandag, hvor han deltog i løbefesten Royal Run. Denne lørdag er løbesko dog skiftet ud med cykelsko.
Klokken 14:45 var der nemlig afgang fra Kalundborg på den mellemste udgave af Tour de Storebælt, der bliver kaldt det største motionscykelløb nogensinde i Danmark – og som en overraskelse deltog kronprins Frederik i løbet.
- Der venter os alle en rigtig god dag. Det er altid spændende i Danmark, om man får regn og modvind. I dag får vi næsten ingen af delene – vi får i hvert fald ikke noget regn, sagde en glad kronprins Frederik til de mange tusinde cyklister kort inden afgang i Kalundborg.
Spændende tur over Storebælt
Løbet består i alt af tre distancer, der alle følger samme rute, som på årets anden etape af Tour de France, der 2. juli kommer igennem vores region.
De mest hårdføre kan i dag cykle hele ruten med start fra Roskilde 11.40.
Andre har ligesom prinsen valgt 100 kilometer-ruten med start i Kalundborg, mens man også kan nøjes med 21 kilometer med start i Korsør. Alle tre ruter kommer over Storebæltsbroen for at ende i Nyborg – og netop denne oplevelse så prinsen frem til.
- Vi får en rigtig god dag i sadlen. Det bliver en god oplevelse, og jeg glæder mig specielt til at cykle hen over Storebælt, lød det fra prinsen inden afgangen klokken 14.45.
I alt deltager 16.000 motionister i cykelløbet. Heraf valgte de 6.500 at køre de 100 kilometer fra Kalundborg – heriblandt også Kalundborgs borgmester Martin Damm (V).
Kronprinsen har også før givet udtryk for sin store glæde ved cykelsport.
- Børn, voksne og ældre cykler alle – de cykler hver dag. Til og fra arbejde, i skole, som transport og ikke at forglemme i vores fritid også. Cykling er den del af vores DNA, sagde kronprinsen, da Tour de France-ruten sidste år blev præsenteret for offentligheden.
Prinsen nøjes da heller ikke med at cykle ruten, men har også æren af at overrække den gule trøje til vinderen af første etape i København, når det verdensberømte løb starter på dansk grund fredag 1. juli 2022.