En 73-årig mand er afgået ved døden, efter han søndag faldt i havnen i Kalundborg.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.
Manden var ellers tidligere blevet reddet op af vandet af en politibetjent, der resulut sprang i vandet, da hans patrulje som de første ankom til ulykkesstedet.
- Jeg kan bekræfte, at betjenten sprang i vandet for at redde den livløse mand op. Han befandt sig omkring tre meter fra kajen, og det lykkedes for betjenten at få ham op af vandet, oplyser vagtchef Henriette Heinemann.
Vandet var ifølge sejlertjenesten FCOO.dk omkring 10 grader varmt i havnen.
Fra lokalområdet
Meldingen om fundet af den livløse person indløb klokken 9.01, og redningen fandt sted umiddelbart herefter. Kort efter blev manden fløjet til behandling på Rigshospitalets traumecenter, men det lykkedes ikke at redde mandens liv.
- Der er tale om en 73-årig person fra lokalområdet. De pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet, siger vagtchef Lars Galasz til TV2 ØST søndag eftermiddag.
Politiet betragter ulykken som en drukneulykke, og gennemfører af den grund en efterforskning af omstændighederne ved mandens død.
Der er dog ingen mistanke om, at der er begået noget strafbart, oplyser Lars Galasz.