Mand med økse på flugt efter røveri

Politiet efterlyser en mand med økse efter røveri i SuperBrugsen i Svebølle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Artiklen er opdateret:
Mandag oplyser politiet, at de har anholdt en mistænkt i sagen og anmoder om, at tidligere frigivne billeder bliver slettet. Det har TV2 ØST efterkommet, og billederne er derfor fjernet.

En mand er på fri fod efter at have begået røveri i SuperBrugsen i Svebølle tidligt søndag eftermiddag. 

Politiet modtog anmeldelsen klokken 12.36, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi Lasse Jensen.

-  Vi er ude på stedet nu og kan ud fra de fortællinger, vi har fået, konstatere, at der en mand, der har medbragt en økse og med trussel mod personalet får udleveret kassebeholdningen, siger han. 

Efterfølgende er manden flygtet til fods ud af butikken i retning mod Svebøllehallen.

Manden beskrives som:

  • Mand

  • Cirka 170 centimeter høj

  • 20-25 år gammel

  • Spinkel

  • Iført mørkeblå jakke med hætte, sorte bukser med hvid stribe og sorte sko

  • Havde bandana for munden

  • Medbragte en pose og en økse

Tag ikke kontakt, siger politiet

Ser man den efterlyste, skal man kontakte politiet med det samme, men undlade at tage kontakt til ham, opfordrer vagtchefen.

-  Man skal ikke tage kontakt til ham, da vi ikke ved, om han kan være voldelig, og fordi han har været i besiddelse af en økse, siger Lasse Jensen. 

Politiet er til stede ved SuperBrugsen i Svebølle og foretager fortsat afhøringer efter røveriet søndag formiddag.
Politiet er til stede ved SuperBrugsen i Svebølle og foretager fortsat afhøringer efter røveriet søndag formiddag. Foto: Michael Nordborg

Ingen kom til skade ved hændelsen, men politiet vil være ved SuperBrugsen en tid endnu for at foretage afhøringer.

- Det er en chokerende hændelse, og vi tager hånd om vidnerne derude, lyder det fra Lasse Jensen.

Flygtede på lille cykel

Politiet har klokken 14.27 delt endnu et billede af den efterlyste på X, som et overvågningskamera i området har fanget. 

Manden ses cykle væk fra stedet på en cykel, der virker for lille til ham, siger vagtchef Mikael Rahn.

- Vi er overbeviste om, at identiteten på den efterlyste og manden på billedet er den samme, siger han og fortsætter:

- Vi vil selvfølgelig gerne vide, hvis man kan identificere manden på cyklen, selve cyklen, hvor den har holdt henne, eller hvem den tilhører. Der er en mistanke herfra om, at det ikke er hans egen. 

Holder lukket på ubestemt tid 

Efter røveriet holder SuperBrugsen i Svebølle lukket, skriver uddeleren på Facebook.

Det er uvist, hvornår butikken åbner igen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik