Milliardbeløb skal give Asnæsværket grønnere fremtid

En aftale om at sende kul på pension fra Asnæsværket med skattekroner i ryggen er mandag faldet på plads.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Først gav staten grønt lys og penge med på vejen. Så gav EU grønt lys. Og mandag har selskaberne bag en ombygning af Asnæsværket sat deres signatur på en aftale.

Ombygningen betyder, at værket fra 2019 vil udsende omkring 800.000 ton mindre CO2. Det oplyser Dong i en pressemeddelelse.

Det er Dong, der ejer værket. Det leverer energi til blandt andet Novo Nordisks produktionsenhed i Kalundborg. Derfor er medicinalfirmaet sammen med Novozymes med i aftalen.

Aftalen indebærer en ombygning, så et nyt træflisfyret anlæg bliver koblet med de eksisterende anlæg og systemer på værket.

Det gør, at Asnæsværket kan levere damp, fjernvarme og el fra bæredygtig træflis fra udgangen af 2019.

I alt koster ombygningen 1,2 milliarder kroner. 422 millioner af de penge kommer fra statskassen. De er øremærket til at sikre, at de kunder, hvis energi skifter fra det billigere kul til flis, ikke oplever ekstraomkostninger.

De resterende kroner og øre kommer fra Dong, Kalundborgs Forsyning, Novo Nordisk og Novozymes.

- Vi er glade for, at vi har fået en aftale, der sikrer en stabil forsyning af damp og fjernvarme mange år frem i tiden, siger Henrik Wulff, der er koncerndirektør for global produktion i Novo Nordisk.

- Det er vigtigt for os, at denne energi bliver fremstillet på basis af biomasse frem for kul, da det miljømæssigt er en langt bedre løsning og har en konkurrencedygtig pris.


Nyhedsoverblik