For mange sportsfolk er De Olympiske- eller Paralympiske Lege det ultimative mål. Det er det også for 25-årige Katrine Kristensen fra Svebølle, og nu går drømmen i opfyldelse.
Sammen med hesten Welldone har hun kvalificeret sig til de Paralympiske Lege i Tokyo i Japan i disciplinen dressur.
- Jeg glæder mig rigtig meget til, at jeg skal ride op ad den midterlinje for første gang, det tror jeg giver gåsehud, men jeg glæder mig også til hele oplevelsen ved at være af sted, siger Katrine Kristensen, der begyndte at ride dressur som 12-årig.
Jeg tænker meget over, hvordan jeg fordeler energien, så jeg kan holde til hele dagen
Men vejen til det olympiske ridestadion har ikke været nem for Katrine Kristensen. Hun har muskelsvind, og derfor markant nedsat styrke i både arme og ben.
- Det har en stor indvirkning på, hvor mange kræfter jeg har i løbet af en dag, så jeg tænker meget over, hvordan jeg fordeler energien, så jeg kan holde til hele dagen, siger Katrine Kristensen.
Stor viljestyrke
Katrine Kristensen vej til handicap-OL eller de Paralympiske Lege har ikke været alene. Hun har især fået stor styrke og hjælp fra sin dressurtræner Kitt Sørensen.
Hun vil ikke give op for, at hendes krop ikke altid vil, som hun vil
Kitt Sørensen har blandt andet omskolet hesten, Welldone, så den reagerer på meget svage berøringer.
- Katrine har så meget i sit hoved, og hun vil ikke give op for, at hendes krop ikke altid vil, som hun vil. Det synes jeg, er fantastisk at arbejde med, siger Kitt Sørensen og fortsætter:
- Jeg har raske ryttere, som har de samme drømme som Katrine, men som slet ikke har hendes drive, og det er også derfor, at jeg har fulgt med i alle de år.
Artiklen fortsætter under billedet.
Jagt på medaljer
Katrine Kristensens store viljestyrke har gjort, at både hesten og hende selv i foråret har præsteret bedre end nogensinde før, og det giver store forhåbninger forud for konkurrencerne i Japan.
- Jeg er et sted, hvor det helt sikkert er medaljer, jeg går efter, siger Katrine Kristensen.
Lykkedes den mission vil 2021 være et drømmeår for Katrine Kristensen. Hun er nemlig også netop blevet gift med sin mand, Jens.
- Nygift og på vej til PL, det kan jo ikke være bedre, siger hun.
De Paralympiske Lege begynder 24. august i Tokyo.