Musklerne var tydelige og kroppen stærk.
Niels Andersen fra Svebølle var i starten af 20'ere bodybuilder.
Jeg kunne nærmest ikke komme op af sofaen eller sengen
Det kom ham til gavn, da han senere åbnede sit eget bageri og skulle slæbe råvarer ind.
- Det var melsække på 25 kilo. Det var salt- og sukkersække på 50 kilo, fortæller han.
Men efter nogle år begyndte det fysisk hårde arbejde dog at slide på den ellers så stærke krop, og for to år siden sagde det venstre knæ stop.
- Det gjorde ondt. Som i rigtig ondt. Jeg kunne nærmest ikke komme op af sofaen eller sengen, fortæller Niels Andersen.
- Det var egentlig der, jeg opdagede, at jeg havde gigt. Det havde jeg ikke regnet med, at jeg havde.
En overset løsning
I 2021 blev der foretaget mere end 20.000 knæ- og hofteoperationer i Danmark. En del af dem er foretaget på folk, der som Niels Andersen lider af sliddigt.
Til en undersøgelse på ortopædkirurgisk afdeling i Slagelse fik Niels Andersen mulighed for at vælge en operation for at mindske knæsmerterne.
To ud af tre kan udsætte en operation minimum to år
Men han fik også en anden valgmulighed.
Nemlig et særligt otte ugers træningsforløb kaldet Glad, som består af øvelser, der er til gavn for folk med slidgigt i knæ eller hofte.
Det er to forskere, som står bag forløbet. En af dem er Søren Thorgaard Skou. Ifølge ham var træning imod gigtsmerter en overset mulighed i sundhedsvæsenet.
- Vi havde mere end 20 års forskning, der viste, at træning virker, hvis man har slidgigt i knæene og i hoften, men hverken kommunerne eller regionerne havde integreret det i sundhedssystemet, fortæller han.
Udskyder operationer
Forløbet hjælper ifølge Søren Thorgaard Skou mange af deltagerne.
- To ud af tre kan udsætte en operation minimum to år. Det vil sige, der er alt mulig grund til at gennemgå et træningsforløb.
Jeg har udskudt en operation på ubestemt tid
- Enten kan man udsætte eller helt undgå en operation, eller også kommer man sig hurtigere efter operationen, siger han.
Niels Andersen er en af dem, der har fået en helt anden hverdag af træningen.
- I dag har jeg ingen smerter eller problemer. Jeg kan godt løbe op og ned ad en trappe, fortæller han.
Derudover er en kommende operation af hans knæ også skudt et godt stykke ud i fremtiden.
- Det er fantastisk. Jeg har udskudt en operation på ubestemt tid. Jeg ved ikke, om det bliver om fem, ti eller 15 år, men jeg har ikke nogen planer om, at jeg skal opereres foreløbig, siger han.
Træningsforløbet er udvidet til også at omfatte folk med smerter i ryggen.
Samtidig undersøger man, hvilke andre smerter og sygdomme, et målrettet træningsforløb også kan gavne.