Kalundborg har i mere end 10 år været destination for krydstogtrederier. Trafikken har dog ikke været massiv, men en ny aftale skal sikre, at langt flere af de store skibe - og de dertil hørende turister - lægger til kaj på Vestsjælland.
Aftalen er indgået med Global Ports Holding, som er blandt verdens største operatører af krydstogtshavne, og løber de næste 20 år.
De har virkelig kundekontakter og erfaringen til at få sat det her i drift
Aftalen falder på et tørt sted. Både sidste år og i år har været uden krydstogtskibe i havnen, der ellers i 2007 og 2008 blev udvidet netop med ønsket om at få flere skibe til at anløbe havnen. Coronasituationen får skylden, men nu er hjulene sat i omdrejninger igen, håber havnen.
- Det er lige præcis det rigtige tidspunkt, og det er en glæde for os, siger havnens direktør, Bent Rasmussen.
En ideel placering
Global Ports Holding sejler ikke selv med krydstogtskibe, men driver i stedet de havne, hvor de enorme skibe lægger til kaj. Det gør de allerede i 19 krydstogtshavne i 13 forskellige lande, hvor cirka 15 millioner passagerer kommer gennem dens terminaler årligt. På verdensplan samarbejder virksomheden med over 70 krydstogtsrederier.
Den erfaring ser havnedirektøren som en kæmpe værdi. Han fortæller, at Kalundborg Havn i flere år har kæmpet for at tiltrække krydstogtskibe, men havnen har altså ikke nær så mange kræfter på området som Global Ports Holding.
- Derfor har vi fundet fornuft i at alliere os med en af dem, der kan det her allerbedst. Nemlig Global Ports Holding, som jo er verdens største uafhængige krydstogtsoperatør, siger han og tilføjer:
- De har virkelig kundekontakter og erfaringen til at få sat det her i drift og markedsført overfor rederierne. Jeg er meget spændt på det.
I en pressemeddelelse skriver Global Ports Holding, at virksomheden er glad for aftalen med havnen, som bliver Global Ports Holdings første lokation i Nordeuropa. Virksomheden kalder Kalundborgs placering for ideel. Det er forholdsvist tæt på København, og så er placeringen brændstofbesparende for krydstogtskibene i forhold til at sejle til Københavns Krydstogthavn.
- Vi tror på, at de forbedrede krydtstogtsfaciliteter vil give en stor oplevelse til alle passagerer, der besøger Kalundborg, siger Emre Sayin, direktør for Global Ports Holdning, i en pressemeddelelse.
Penge i havnekassen
Aftalen indebærer af Kalundborg Havn udlejer et areal på 20.000 kvadratmeter på Ny Vesthavn til den store krydstogtoperatør. Her er planen, at Global Ports Holding skal opføre en ny krydstogtterminal til en budgetpris på seks millioner euro, omtrent 44,5 millioner kroner.
Med den investering forventer Kalundborg Havn en god økonomi, hvor nogle af alle de penge, der blev brugt på det nye havneafsnit, kan betales tilbage.
- Vi lånte penge for at bygge den nye havn. De skal jo betales tilbage - det skal alle lån, jo. Den her aftale giver indtægter til Kalundborg Havn - både i forhold til, at vi har lejet noget ud, men de skibe betaler jo også, siger Bent Rasmussen.
Det er udvikling, jobskabelse og vækst, det her drejer sig om
Godt for de lokale
Bent Rasmussen mener dog også, at det ikke kun er selve havnen, der vil have glæde af den nye krydtstogtoperatør.
Der skal bygges en hel del den næste periode, og når terminalen er bygget, er ønsket at bruge Kalundborg som et såkaldt turnaround-sted, hvor gæsterne enten på- eller afmønstrer deres krydstogt. Det vil give afkast til nærområdet, både i form af gæster på lokale spise- og overnatningssteder, men også, fordi Global Ports Holding skal ansætte medarbejdere, der skal drive terminalen.
- Der vil jo være medarbejdere dag ud og dag ind. Og på et krydstogtsanløbssted skal der bruges mange hænder. Der er både indtjekningspersonale, folk der tjekker kufferter, buschauffører til at køre turisterne rundt og folk til at bære kufferter og sådan. Så det er udvikling, jobskabelse og vækst, det her drejer sig om, siger Bent Rasmussen.
Kalundborg Havn og Global Ports Holding har ikke ville sætte tal på, hvor mange krydstogtskibe, man sigter efter at få forbi havnen i aftaleperioden - men i hvert fald en hel del flere, end havnen har modtaget før.
- Det er klart, når man laver en investering til seks millioner euro, så skal der jo nogle skibe til, siger Bent Rasmussen.
Ifølge kontrakten skal terminalen være færdigbygget senest i 2025.