Ny kæde åbner sin første butik i Kalundborg

Fredag ser en ny dansk butikskæde dagens lys i Kalundborg.

Her åbner lavprisbutikken Hi five, som vil tilbyde non food-produkter indenfor kategorier så forskellige som hjem, party, hobby, husholdning, legetøj, kosmetik, tøj og meget mere.

Og det er ikke helt tilfældigt, at den første butik bliver i netop Kalundborg, fortæller administrerende direktør Bent Holm.

- Vi elsker Sjælland, griner han.

- Da vi startede seriøst for lidt over et år siden, sagde vi, at vi gerne ville åbne de første butikker på Sjælland. Kalundborg var på ønskelisten, fordi byen har en god størrelse, siger han til TV2 ØST.

Det handler også om, at ejerne gerne ville være tæt på koncernens hovedsæde, der ligger ved København.

Hi fives administrerende direktør Bent Holm sammen med Erling Daell, der er direktør for Harald Nyborg.
Hi fives administrerende direktør Bent Holm sammen med Erling Daell, der er direktør for Harald Nyborg. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech

Sammen med bestyrelsesformand Erling Daell, der også er administrerende direktør for Harald Nyborg, har han skelet til danske kæder som Søstrene Grene, JYSK og Normal, engelske Poundstretcher og svenske Rusta og Dollarstore. 

Sidstnævnte har han selv arbejdet for.

Næste butik åbner i Slagelse

Butikkerne bliver lidt mindre end Harald Nyborg, men vil ligesom Harald Nyborg være placeret lidt uden for byernes centrum.

Adspurgt om hvordan han vil sikre, at den nye kæde ikke kommer til at blive kendt som et sted, der forhandler billigt skrammel, siger han:

- Vi kommer ikke til at sælge skrammel. Men i sidste ende er det kunderne, der bestemmer. Jeg er meget optaget af at give god værdi til forbrugerne. Det kan godt være god kvalitet, selv om det er billigt, siger han og forsikrer, at kæden naturligvis har tænkt sig at overholde lovgivningen.

Butikkerne kommer også til at have et udvalg af tøj.
Butikkerne kommer også til at have et udvalg af tøj.

Fredag er der lagt op til en fest på Stejlhøj i Kalundborg, og i slutningen af november åbner kædens anden butik efter planen i Slagelse.

- Det er i hvert fald sådan det ser ud nu, tilføjer Bent Holm, der sammen med sit team stadig er ved at få det sidste på plads inden åbningen.


Nyhedsoverblik