Barnedrømmen om at passe løverne i Zoologisk Have bliver svær at realisere for langt flere unge mennesker.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har nemlig valgt at lægge begrænsninger på en række mindre erhvervsuddannelser som for eksempel dyrepasser, skriver Fagbladet 3F.
Det er blandt andet muligt at læse til dyrepasser på Landbrugsskolen Sjælland i Høng.
Dermed går ministeren i rette med anbefalinger fra sit eget ekspertråd, som består af arbejdsmarkedets parter. Merete Riisager "dimensionerer" otte erhvervsuddannelser og lægger en kvote på otte andre. På jævnt dansk betyder det, at unge mennesker fremover skal stå med en sikker praktikplads i hånden, før de kan give sig i kast med uddannelsen til dyrepasser, skov- og naturtekniker samt seks andre fag.
Halvt så stor en kvote
For de otte øvrige uddannelser gælder, at de har fået en kvote for et maksimalt optag. Kvoten er i eksempelvis anlægsgartnernes tilfælde kun halvt så stor, som arbejdsgiverorganisationen Danske Anlægsgartnere og fagforbundet 3F har anbefalet.
- Det er svært at forholde sig til, at alle de personer, der rådgiver ministeren - alle dem, der er tættest på faget - dém vælger man ikke at lytte til. Det er bekymrende, siger Michael Petersen, der er direktør hos Danske Anlægsgartnere.
Begrænsningerne på de udvalgte fag er først og fremmest indført for at anspore unge til at vælge andre erhvervsfag. Fag, hvor der er større sikkerhed for beskæftigelse, når de unge er uddannet.
Men Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU), som rådgiver ministeren i sådanne spørgsmål, skriver i en udtalelse til ministeren, at man er både skuffet og bekymret over beslutningen.
Der er "uklarhed om, hvad der ligger til grund for ministerens beslutning", skriver Rådet blandt andet. Og Rådet er også bekymret for, om "praktikpladskravet fører til lukning af uddannelser".
Rammer de lidt "skæve"
Dimensioneringen rammer 3F-fag som beklædningshåndværker, dyrepasser og skov- og naturtekniker. Og det er Karin Olsen, uddannelseskonsulent i 3F's grønne gruppe, ikke begejstret for.
- Uddannelserne er steder, hvor vi har kunnet kanalisere mange af de unge hen, som ikke lige har et fast fodfæste. De risikerer måske nu slet ikke at få en uddannelse. Det vil være en meget uheldig konsekvens, lyder det fra Karin Olsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra undervisningsminister Merete Riisager, der er på ferie ifølge sin pressesekretær.
Om det nye system:
- Beklædningshåndværker
- Dyrepasser - Du kan blandt andet læse på Landbrugsskolen Sjælland i Høng.
- Laboratorietandtekniker
- Skiltetekniker
- Fitnessinstruktør
- Skov- og naturtekniker
- Sikkerhedsvagt - Du kan blandt andet læse til sikkerhedsvagt på ZBC i Vordingborg.
- Kosmetiker.
DISSE UDDANNELSER HAR EN KVOTE I 2018
- Anlægsgartner - Du kan blandt andet læse til anlægsgartner på Selandia i Slagelse og CELF i Nykøbing Falster
- Ernæringsassistent - Du kan blandt andet læse til ernæringsassistent på Selandia i Slagelse, EUC Nordvestsjælland i Holbæk, ZBC i Ringsted, Næstved og Vordingborg og på CELF i Nakskov og Nykøbing Falster.
- Cykel- og motorcykelmekaniker - Du kan blandt andet læse til cykel- og motorcykeltekniker på CELF i Nykøbing Falster.
- Ejendomsservicetekniker - Du kan blandt andet læse til ejendomsservicetekniker på CELF i Nykøbing Falster.
- Produktør
- Tandklinikassistent - Du kan blandt andet læse til tandklinikassistent på EUC Nordvestsjælland i Holbæk, EUC Sjælland i Næstved og CELF i Nakskov.
Kilder: Fagbladet 3F og UddannelsesGuiden