Opførelsen af et stort feriecenter på Røsnæs er problematisk, lyder det nu fra Miljøstyrelsen.
En vurdering, der kommer efter, at mere end 100 borgere har sendt høringssvar til Kalundborg Kommune blandt andet med bekymringer om, at et muligt feriecenter på 29 hektar kan blive en realitet.
Det er ikke godt nok, vi er ikke seriøse nok omkring at beskytte naturen
Ifølge planerne skal feriecentret under navnet Club Røs indeholde 90 ferieboliger og 30 lejligheder, hvor der vil være plads til 500 ugentlige gæster.
- Det er en dårlig idé. Det vil ikke være hensigtsmæssigt at få flere mennesker til at komme derud, da det vil slide mere på den enestående natur, der er på Røsnæs, siger Hans Jakob Madsen.
Han er en af de borgere, der har sendt høringssvar til kommunen.
I høringssvarene udtrykker borgerne, at de, udover at ville passe på naturen, frygter for højt vandforbrug, støj og intense trafikforhold.
Kan ødelægge naturen
Miljøstyrelsen har sendt et brev til kommunen, som TV2 ØST har set. Her skriver de blandt andet, at et nyt feriecenter på Røsnæs kan have for stor en påvirkning på naturen.
- Det er Miljøstyrelsens vurdering, at bebyggelse og anlæg af denne karakter vil være særdeles problematisk, da det ikke kan ske uden at tilsidesætte landskabernes særlige karakter og særlige visuelle oplevelsesmuligheder, skriver Miljøstyrelsen i brevet.
En vurdering, der får Hans Jakob Madsen til at trække på smilebåndet.
- Vi hilser det velkommen, at der er en styrelse, der bakker op om vores synspunkter, siger han.
TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra Miljøstyrelsen, men det har ikke været muligt.
Forkert placering
Miljøstyrelsen er før kommet med bemærkninger til projektet, der har været på tegnebrættet siden 2022.
Det var dengang gymnasielærer Steen Bosebjerg, der kom med idéen.
Han havde en drøm om at lave et feriecenter som en slags højskoleudgave af Club la Santa, og det skulle ligge på Røsnæs ved Kalundborg.
Men det er netop placeringen, som Miljøstyrelsen også kritiserer i indsigelse til kommunen.
De skriver, at feriecentret skal placeres et andet sted blandt andet for at beskytte naturen, og dét bakker Hans Jakob Madsen op om.
- Det er en god idé at lægge det et sted, som er mere praktisk. Det er jo en 10-12 kilometer uden for byen, siger han og fortsætter:
- Jeg bor lige ved Røsnæsvej som stort set er den eneste vej derud, så vi vil blive påvirket rigtig meget, hvis der kom mere trafik den vej med 500 overnattende gæster hver dag.
Også kommunalbestyrelsesmedlem i Kalundborg Kommune, Niels Erik Danielsen (EL), mener, at projektet skal flyttes.
- Jeg synes det er et spændende projekt, men det er placeret forkert. Der er jo en sårbar natur derude, som gør, at det skal beskyttes særligt, siger han.
Ikke nok fokus på naturbeskyttelse
Niels Erik Danielsen (EL) mener yderligere, at de i Kalundborg Kommune ikke fokuserer nok på at bevare naturen i forvejen.
- Det er ikke godt nok. Vi er ikke seriøse nok omkring at beskytte naturen, siger han.
Han er derfor yderst tilfreds med Miljøstyrelsens vurdering.
- Jeg mener ikke, at projektet er i overensstemmelse med naturbeskyttelsesreglerne. Derfor stemte jeg imod, at det skulle i høring til at starte med, siger han.
Forslaget om kommuneplanstillægget blev sendt i høring 8. januar, og høringsperioden sluttede den 4. marts.
TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jakob Beck Jensen (V) og medlem af udvalget, Tonny Voldby Pedersen (Frit Borgerligt Fællesskab) for at høre, hvad de siger til Miljøstyrelsens vurdering.
De ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig.
Indsigelsen som Miljøstyrelsen har indsendt til kommunen kan forhandles med kommunen og er dermed ikke endelig.