Et pizzeria i den nordvestsjællandske stationsby Svebølle er fredag ramt af en større brand, som har bredt sig til en kiosk i naboejendommen.
Det er løbet lidt mere løbsk end bare frituregryden
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Meldingen om branden tikkede ind klokken 11.37, hvorefter slukningskøretøjer fra både Snertinge og Kalundborg straks rykkede ud til stedet.
- Der er kraftig røgudvikling, og folk skal undgå at opholde sig i røgsøjlen, siger Thomas Kristensen, kommunikationschef ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Folk opfordres til at holde sig på afstand
Ifølge politiet er branden opstået i en frituregryde, og brandfolkene har endnu ikke haft held til at slukke flammerne.
- Det er løbet lidt mere løbsk end bare frituregryden, siger Thomas Kristensen.
Et øjenvidne på stedet oplyser desuden til TV2 ØST, at branden ligeledes har bredt sig til en lejlighed, der ligger ovenpå pizzeriaet.
- Ingen personer er dog kommet til skade, siger Thomas Kristensen.
Politiet opfordrer folk i området til at holde sig på afstand og gøre plads til brandvæsnet, mens de arbejdet på stedet.