På sociale medier er der en trend med at vise biler udsmykket med masser af lys frem.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Facebook.
Men selvom det måske ser flot ud, så kan det give farlige situationer i trafikken. Og bilister bryder endda loven, når kører i en bil, der er pyntet med lys.
- Det er ikke lovligt, da det fjerner fokus fra trafikken og bilens egne lygter, skriver politiet.
Jan stoppede "en kæmpe romkugle med tivolikrymmel"
I november opdagede nærbetjenten Jan en ældre Toyota Corolla, der var udsmykket med mere end 600 farverige lys.
Da bilens ejer kørte forbi ham på Dyssevej i Ubby ved Jerslev i Kalundborg tændte han det blå blink.
- Det blå blink falmede helt ved siden af lysshowet, da Jan ville standse bilisten, en ung mand fra Kalundborg, skriver politiet i opslaget.
- Den (bilen, red.) lignede en kæmpe romkugle med tivolikrymmel. Jeg havde aldrig set noget lignende, fortæller nærbetjenten Jan.
Den unge bilist i julebilen slap dog med en påtale og en løftet pegefinger om kun at tænde lyset, når bilen holdt stille.
Senere inviterede nærbetjent Jan den unge mand til at mødes til en battle om, hvem der havde det flotteste bil i mørket. Døm selv på billedet i toppen af artiklen.